Post by Bălan Ardelean on Dec 15, 2012 22:11:49 GMT 1
Grundlæggende oplysninger
Fulde navn: Bălan De Rege Ardelean (Født: Bălan Ardelean)
Kaldes: Bojar Ardelean, Principe De Rege, Sir Ardelean. Ellers bruger han bare sit rigtige navn, eller et af de utallige alias han har gået under gennem tiderne.
Alder og fødselsdato: 687 år, født i efteråret 1325 (16. september)
Race: Vampyr
Køn: Mand
Profession: Arbejdsløs (Medlem af rumænsk/bulgarsk og italiensk adel)
Udseende
Øjenfarve: Han har et par blågrå øjne, som altid udstråler en dyb forståelse for tingenes sammenhæng og bærer desuden ofte et lettere mystisk skær, som kan give udtryk af at han ved et eller andet du ikke gør.
Hudfarve: Hans hud er meget bleg, selv for en vampyr, og i det rette lys giver hans blege hud et let genskær, som kan give illusionen af et guddommeligt lys, noget han til tider udnytter til sin fordel, når han skal markere sin position i forhold til laverestående skabninger, både overfor sine klanmedlemmer, som i høj grad allerede ser ham som værende en guddommelig skabning, og overfor udenforstående.
Hår: Det engang sorte hår er efterhånden mere gråt, dog stadig med mørke nuancer. Det sidder altid perfekt, og er perfekt passende til hans stand og status.
Kropsbygning: Bălan er robust bygget med en god muskelmasse, og maskuline træk. Han er ikke overpumpet på et niveau hvor det bliver for meget, men bærer tydelige præg af en god fysisk form, som understøttes godt af hans allerede høje fysiske styrke som er en naturlig del af hans vampyriske eksistens. Hans højde på 184 hæver ham fysisk et stykke over en del mennesker, hvilket symbolsk støtter hans egen opfattelse af at være hævet over visse andre skabninger i verden.
Ansigtstræk: Bălan har et bredt markeret ansigt, med stærke aristokratiske nuancer. De grove og maskuline træk giver en slående klarhed af hans køn og kan til tider få ham til at fremstå intimiderende.
Hverdagstøj: Hans påklædning er altid stilren og velovervejet, og ofte ikke så meget praktisk som den er dekorativ. Bălan har efterhånden sikret sig en position som en af verdens rigeste, noget som han ikke er sen til at demonstrere, idet hans tøj altid er fremstillet i de fineste, dyreste importerede materialer, og altid syet direkte til hans krop, da han finder dette langt mere behageligt og eksklusivt end alle de massefabrikerede klæder som ”almindelige” mennesker og vampyrer bærer. Klæderne er som oftest mere eller mindre tilpasset tiden, dog med tydelige klassiske præg, og består i disse år som oftest af jakkesæt, selvom han til stadighed kan bære klæder som muligvis ville have været mere passende i en anden tidsalder.
Særlige kendetegn: En ting han altid kan kendes på, er den sølvkæde han altid bærer om halsen, med sin afdøde forlovedes ring som vedhæng. Ofte vælger han dog at have den skjult under tøjet, for at undgå spørgsmål, men han har den altid med sig, som et evigt minde, og en påmindelse om hvad skødesløshed og svaghed kan medføre.
Personlighed
Beskrivelse af personlighed:
Bălan er en stolt og traditionsbunden mand, som finder loyalitet og ære værende to af de mest basale og vigtige karaktertræk hos enhver vampyr eller menneske. Selv er han utroligt loyal, både overfor sin etablerede klan men i høj grad også sin familie (Selvom disse to ofte smelter sammen, da han anser sine klanmedlemmer som værende familie, da de er alt han har tilbage). Han har altid været magtbegærlig, og elsker intet mere end magt, rigdom og storhed, måske med undtagelse af blod og jagten som i adskillige århundreder har været hans kilde til dette. Bălan kan til stadighed opfyldes af en arrogance og hovmod, som kan være en stor svaghed, idet han ved enkelte lejligheder har begået den fejl at undervurdere sine fjender, en ting han ellers altid har sat en stor ære i at undlade, dog langt fra i så høj grad som det tidligere har været tilfældet. Han er stadig opfyldt af den samme vrede og hævngerrighed som han har været siden dagen for sine forældres død, ligesom han føler en stor afsky overfor underklassen (Da størstedelen af attentatmedlemmerne tilhørte denne) og folk uden ære.
Trods hans civiliserede personlighed og levevis, kan han stadig drives af sine instinkter og dyriske drifter, og en af hans større laster kan til stadighed være hans temperament. Han har igennem århundreder trænet sin selvkontrol, så der skal nu langt mere til at gøre ham vred end der skulle engang, men når det sker, har han tendens til at se rødt, og opfyldes af en følelse af hvidglødende raseri, et stadie i hvilket han absolut ingen selvkontrol har, og ofte husker han heller intet fra disse perioder.
Bălan kan være listig og manipulerende, og udnytter gerne andre til at opnå hvad han ønsker. Dog har han aldrig været i stand til at bryde et løfte, og har han først givet en sit ord på noget, ville han hellere dø end at bryde dette, da dette for ham er en hellig ting, og ikke noget der bør tages let på. På samme måde har han absolut ingen respekt for folk som render rundt og helt frivolt bryder sit ord.
Bălan er ikke ond som sådan, og dræber ikke blot folk for sin fornøjelses skyld, dog ejer han ikke skyggen af samvittighed eller moral, og vil derfor glædeligt ty til ting som vold, tortur og endog mord hvis det er til hans fordel, og disse ting indgår også ofte i hans måde at håndtere problemer på.
Som udgangspunkt er han rolig og venligtsindet, og accepterer man at han er en mand af en vis status og stand, og behandler ham derefter med en passende grad af respekt, så vil han til enhver tid gengælde tjenesten, og kan være en fantastisk allieret. Dog har han ingen accept overfor folk som udviser manglende respekt, og slår hårdt ned på disse typer, da hans tålmodighed her let kommer til kort. Derudover foretrækker han dog som oftest at løse konflikter med ord frem for fysisk vold, og han kan let gebærde sig frit og fredeligt blandt langt de fleste typer, selv hvis han ikke bryder sig om dem. Dog fritager han sig helst overdreven omgang med underværdige væsener så som mennesker og den generelle underklasse (En vane fra hans tid som menneskelig adelsmand, han ikke helt har kunnet lægge fra sig).
Styrker:
- Han ejer ingen samvittighed, og begrænses ikke af etik og moral
- Hans ufattelige rigdomme, som er så godt som uden ende.
- De mange hundreder års erfaring han har på bagen, giver en umådelig erfaring og viden som man ikke kan erhverve sig andetsteds.
- Den politiske magt som han har, gennem sin families status i det nuværende Rumænien og de omkringliggende lande samt i Italien.
- Han har store krigeriske færdigheder, samt megen erfaring i krigsføring og strategisk planlægning.
- Hans evner til at manipulere med andre og udnytte dem til egen vinding.
- Han taler mange sprog og er en formidabel diplomat.
Svagheder:
- Hans familie.
- Han ejer ingen samvittighed, og må derfor nogle gange agere dette, når det er påkrævet.
- Han har set så meget at det er svært at støde på nye ting, eller noget som kan overraske ham, hvilket kan gøre tilværelsen meget monoton og gentagende.
- Han kan have vanskeligheder ved at styre sit temperament.
- Ofte drives han af sine dyriske lyster og dybeste instinkter, hvilket kan være en fordel så vel som en ulempe.
- Når man er så gammel som han er, er de fleste bekendtskaber og allierede enten døde eller forsvundet andre steder hen, som det er sket for Bălan.
Interesser: Sprog, diplomati, magtudvidelse, krig og kamp (I særdeleshed sværdfægtning), at erhverve sig ny viden, historie (Han har trods alt selv været med til at skabe en del), bøger, myter.
Drømme/ønsker:
I: At finde en værdig arving, som ultimativt kan overtage hans navn og jordiske gods, i tilfælde af hans død. Indtil videre er det dog ikke lykkes.
II: At se sin søn og datter igen, om end han ikke tror på det er muligt, da han formoder de er døde for adskillige generationer siden
Hemmeligheder:
Ensomhed:
Efter århundreder alene føler Bălan sig ofte ensom, på trods af sin klan. Han længes efter sin tid med sin for længst svundne familie, og drømmer sig tit tilbage til den tid, og ønsker at de havde levet endnu.
Sine børn:
Bălan skammer sig over sin manglende tilstedeværelse overfor sin søn og datter, og ønsker i al hemmelighed, at han kunne drage tilbage og gøre det op for dem igen.
Sin fortid:
Bălan fortæller sjældent om sin fortid, eller sit liv som menneske, og ganske få, heriblandt hans klanmedlemmer, ved ret meget om denne tid.
Selvafsky:
Først og fremmest (udover drabsmændene, naturligvis) bebrejder Bălan sig selv for sin hustrus død. Havde han været der, eller insisteret på at sende en tjenestepige af sted til Rom, eller sendt flere livvagter med hende, havde hun måske overlevet den dag. Han vil med al sandsynlighed aldrig helt tilgive sig selv denne dag. Dette var blandt andet årsagen til hans irrationelle raseri overfor de overlevende livvagter, og den brutale henrettelse af dem, samt årsagen til at han lukkede sig selv inde efter Lucianas død. Det var også en af årsagerne til at han forlod sine børn og Italien, da han ikke følte at han var værdig til at opdrage dem og lede dem her i verden. Han overlod dem derfor til den eneste mand, han i sandhed stolede på.
Baggrund
Barndomshjem: Bălan voksede op i et stort fæstningsværk bygget af hans faders tjenere. Det var en enorm bolig, kun overgået af det endnu større område som omringede det, alt sammen ejet af familien. Familieborgen er nu i Bălans ejerskab, selvom han ikke har været der siden han var barn.
Baggrundshistorie: Bălan er født i efteråret år 1325. Der er dog ikke mange i dag, som ved nøjagtigt hvornår, da få fra dengang stadig lever, og han selv ikke længere interesserer sig for det. Dette betyder at han er vokset op i højmiddelalderen, en tid præget af krig, diplomati, intimidering, bestikkelse og forræderi. Dette har stået til grund for mange af hans nuværende værdier, og har også skænket ham hans exceptionelle kampfærdigheder, og resulteret i formidable evner med ethvert våben brugt på denne tid (Som senere er udbygget med færdigheder i brug af våben fra senere perioder), selvom nogle måske ville påstå at det sjældent i dag kommer til gode i kamp at trække et sværd, spyd eller en flitsbue; dette påvirker dog ikke Bălan eller hans holdning til nutidige våben.
Fødslen var ikke blid, og trods de var en familie bestående af højadelige mennesker var tilværelsen i almindelighed hverken nem eller barmhjertig. Krig og sygdom hærgede i gaderne og på landevejen, og de mindre landsbyer levede i konstant frygt for landevejsrøvere og stimænd. Dette var dog ikke bekymringer Ardelean-familien levede under. De havde, som nogle af de få, både utallige soldater, som sikrede deres hjem og interesser, samt midlerne til at købe sig til alt hvad de havde brug for – heriblandt lægehjælp (Basal som den dog var, på daværende tidspunkt). Allerede fra barnsben oplærte faderen Bălan i alle krigens kunster; lige fra den på slagmarken og i hoffet. Og Bălan viste sig hurtigt som værende et naturtalent på dette felt. Som elleveårig havde han allerede en god forståelse for hvordan tingene foregik, og studerede dagligt med sin fader, og akkompagnerede ham endog på nogle diplomatiske besøg hos andre adelsfamilier. De var den mest magtfulde og velstående familie i deres område, hvilket efterlod dem mere eller mindre fri til at gøre som de ønskede. Deres høje stand og gode forhold med de omkringliggende landes regenter og adel som en helhed kom dem ofte til gode.
Med tiden begyndte tilværelsen at gro på Bălan, og langsomt begyndte han at længes efter mere. Bălans familie havde efterhånden fået etableret sig godt, hvor de befandt sig. Bălans fader, Dragomir Costin Ardelean, havde fået en enorm borg opført i familiens territorium, hvor også Bălan var vokset op. Optil dette tidspunkt, havde familien boet i en stor herregård, men faderen mente ikke, at dette symboliserede deres magt godt nok, og tilbød ikke den optimale form for beskyttelse, under en eventuel invasion. Igennem de foregående år havde Dragomir øget familiens velstand og spredt deres magt og navn, og havde derudover samlet endnu flere tjenestefolk og soldater under sig, som tjente ham og familien. Siden ville dette store fæstningsværk blive kendt som Castel de Ardelean og familiens hjemstavn. Dragomir trænede i samspil med hans øverstbefalende officerer nye soldater op og brugte dem til at etablere sin egen hær, og fik efterhånden et stort stykke land omringende familie-borgen underlagt sin kontrol gennem diplomati og magt.
I disse tider begyndte Ardelean-navnet at opnå den betydning det har haft lige siden, og Bălan begyndte nu, ligesom sin fader, at blive kendt under navnet og levede en ung adelsmands liv. Der gik ikke længe inden magten opslugte ham, og han kendte til intet andet. Arrogance og hovmod definerede mere og mere hans personlighed, og han regnede ikke liv, om det så var mennesker, dyr eller andet for noget, så længe det ikke var hans eget. Det er her hans overlegenhed i forhold til mennesker og underklassen og hans generelle holdning om dem blev født, en følelse som har fulgt ham lige siden.
Han trænede dagligt i sværdfægtningens kunst, og blev efterhånden en meget habil kriger, selvom dette naturligvis ikke var en vej han havde i sinde at gå. Han havde det ganske glimrende i sin luksuriøse tilværelse sikkert lokaliseret bag borgens tykke mure, mens tjenere og soldater kæmpede hans kampe udenfor og døde i hans sted. Denne arrogante holdning og levevis begyndte efterhånden at bekymre hans fader. Dog gjorde han aldrig noget ud af sine bekymringer, eller delte dem med andre, da han aldrig ville kunne gøre sin søn noget, selv ikke hvis han begyndte at udgøre en reel trussel, noget han konstant frygtede ville ske.
Det nåede dog aldrig så vidt, da en anden hændelse afbrød forløbet, og ændrede Bălans liv og personlighed for evigt. Han levede et fredeligt og godt liv, og nød den magt deres position i verden havde sikret dem, indtil den skæbnesvangre dag. En større gruppe vrede tjenestefolk, bønder og lavadel, anført af en af Dragomirs kaptajner, som havde vendt sin herre ryggen og frakastet sig enhver rest af loyalitet og ære, fik Dragomir alene dybt ude i en af de omkringliggende skove, hvor de brutalt myrdede ham, i et forsøg på at overtage magten selv. De få loyale soldater Dragomir havde haft med, havde ikke en chance mod oprørene, som var i langt større antal, og de blev alle brutalt hugget ned. For at være sikre på, at deres arbejde var gjort ordentligt, trængte de ind på familie-borgen, hvor de havde i sinde at dræbe resten af familien. De havde dog ikke forudset at Bălan, familiens søn, ville være ude med størstedelen af familiens soldater og livvagter. De formåede dog at dræbe de resterende vagter samt Bălans moder. Da Bălan vendte tilbage med sine soldater, og opdagede hvad der var sket, blev han rasende og i et øjeblik af hvidglødende raseri nedslagtede han i fællesskab med sine endnu loyale soldater de, som havde deltaget i komplottet mod hans familie. For at udsende et signal til Dragomirs støtter, havde forræderne halshugget ham og hans hustru, og banket deres afhuggede hoveder op på pæle udenfor familiens hjem. Denne blasfemiske demonstration af manglende respekt gjorde Bălan vred som aldrig før, og drev ham til at gengælde tjenesten, og fjerne hovedet fra alle de dræbte komplotdeltagere, hvorefter han erstattede sine forældres livløse ansigter med disses.
Denne dag ændrede Bălan helt, og stedet var nu så fuldt af minder, som han ikke ønskede at huske, og han valgte derfor at lægge det hele bag sig. Han overlod det til den mest loyale af sin faders støtter at varetage familieborgen og alle familiens ejendele indtil han selv en dag ville vende tilbage, hvorefter han rejste og efterlod alting, for aldrig at vende sig om igen.
Herfra begyndte en lang rejse. I løbet af de næste år rejste han rundt i den store verden, som nu lå åben for ham. En verden større og mere mangfoldig, end han nogensinde ville havde kunnet forestille sig. Han besøgte fremmede lande, som han end ikke havde hørt om, eller gidet interessere sig for, så mennesker så forskellige fra dem han var vant til, at han havde svært ved at forestille sig, at han virkelig så hvad han gjorde, og som talte sære sprog så forskellige fra hvad han var vant til. Nogle gange rejste han blot hurtigt igennem et land, hvis det ikke faldt i hans smag, eller han ikke mente det havde noget for ham, og til tider kunne han finde på at blive det samme sted i længere eller kortere tid. Dog følte han sig aldrig hjemme, og fandt aldrig et sted, som gav ham lyst til at blive og kalde sit hjem.
Han lærte mange ting på sine rejser, blandt andet om forskellige folkefærd, kulturer og fremmede sprog. Hans mange års rejse har også resulteret i, at han nu taler en lang række sprog flydende, trods han aldrig har modtaget nogen form for undervisning, udover da hans fader og lærermester havde undervist ham i de ting der sås nødvendige for en af hans klasse og stand (Regning, latin, græsk, læsning, lingvistik, sværdfægtning, politik, forretning og diplomati), men derimod samlet det hele op på sine rejser rundt omkring.
Under hans rejser forandrede verden sig bemærkelsesværdigt, i takt med omgivelserne. En dag nåede han den italienske peninsula, og mødtes af et yderst imponerende og nyt syn. Dette rige, så anderledes fra stedet han var vokset op, havde fanget hans interesse, og for første gang havde han fundet et sted, hvor han kunne se sig selv, og han valgte derfor at slå sig ned her, og blive for en tid. Han fik hurtigt spredt rygtet om, at en velstående og velanset adelsmand fra østen var i landet, og der gik da heller ikke længe, inden den lokale adel havde fundet interesse for ham. En af de lokale fremstående mænd, fyrsten af Sicilien Alessandro De Rege, havde især set muligheder i denne nyankomne, og han sørgede derfor for, at få skabt relationer til ham hurtigt. Bălan fandt ligeledes dette bekendtskab som værende med store muligheder, da Alessandro var en magtfuld mand, meget lig hans egen fader havde været, og han var desuden den siddende konges grandfætter, så selvom han ikke selv var arveberettiget til tronen (Eller i hvert fald aldrig ville komme til tronen, på grund af arverækken), havde han stærke relationer hertil, og stod derfor i høj kurs, da han havde et godt forhold til sin grandfætter. Alessandro sørgede derfor for, at introducere Bălan til hoffet, og snart var Bălan med i de inderste cirkler.
Han udnyttede dette til fulde, og fik skabt sig mange kontakter i dette miljø, og fik også god brug af det han havde lært hjemmefra, hos sin fader og sin mentor. Han fik snart udviklet et meget nært bånd til Alessandro og hans familie, og spenderede sne nætter delt mellem et værelse på kongeslottet og De Rege-familiens slægtshjem i Sicilien. Han var på dette tidspunkt i starten af tyverne, og fik snart et forhold til Alessandros datter, som var et par år yngre end han selv. Han ville dog ikke indlede sig i noget kødeligt forhold med hende, i respekt for Alessandro og frygt for hans reaktion og hævn, skulle han finde ud af det. Da det senere viste sig, at datteren selv havde et godt øje til Bălan, og var gået til sin fader med sagen, da hun vidste at Bălan aldrig selv ville vove at tale om emnet, grundet hans forhold til hendes fader, ændrede tingene sig snart. Efter en snak med Bălan om emnet, gav Alessandro de to unge mennesker som velsignelse, da han skønnede et en sådan union mellem disse to mennesker, og derved deres to familier, som begge var meget fremtrædende og velstående, kunne skabe en alliance mellem både de to huse, men også mellem deres hjemregioner. Denne alliance kunne styrke begge parter betydeligt, og det var derfor udover en venlig gestus, også et nøje planlagt politisk træk.
Året efter blev de gift, og brylluppet forløb planmæssigt. Det var en storslået begivenhed, overværet af både Alessandros grandfætter, kongen, og størstedelen af den italienske kongefamilie og højadel. Alting gik forrygende, og blot to år efter velsignedes familien med to yndige tvillingebørn – en dreng og en pige. Dette var en storslået nyhed, idet dette ultimativt forenede disse to magtfulde familier, og de to nye børn ville derfor være arvinger til begge familiers navn, titel og magt. Med den rette opdragelse og træning, politiske støtte og en smule ambition, ville dette tvillingepar kunne føre deres slægter mod storhed. For første gang i mange år var Bălan oprigtigt lykkelig. Han havde næsten helt glemt det rædsomme forræderi, som i sin tid havde frarøvet ham sin egen familie, og nu havde han endelig fået et længe begæret ønske opfyldt, at grundlægge sin egen familie og videreføre faderens gener. Lykken var dog kortvarig, og blot fire år efter børnenes fødsel, forsvandt det hele igen.
Bălans hustru, Luciana De Rege, havde været i Rom for at udvide sin evigvoksende garderobe med den nyeste mode, da hun blev angrebet af en gruppe ukendte bevæbnede overfaldsmænd. Hvem de var, fandt man aldrig ud af, da de som ikke blev dræbt flygtede fra stedet, og blev aldrig fundet igen. Hendes livvagter var blevet dræbt i angrebet, men tre af dem havde været væk fra selskabet, da angrebet forestod, og i et øjeblik af hvidglødende raseri havde Bălan fået dem alle henrettet, da han hørte om dette. Han nægtede endda at høre på deres forklaringer på, hvorfor de ikke havde været ved hans hustru i hende øjeblik af nød. Efter dette sank Bălan ned i et sort hul. Han lukkede sig selv inde i sit eget sind, og låste sig inde på sit sovekammer i dage ad gangen, og nægtede at lade nogen komme ind eller ud. Han talte ikke til nogen, og blev mere og mere bitter. For at hans børn ikke skulle se ham på denne måde, efter det tragiske tab af deres moder, havde Bălans på dette tidspunkt nærmeste ven, Alessandros ældste søn Arcangelo, taget sig af tvillingeparret, mens han når de sov, havde forsøgt at trænge igennem til Bălan, dog uden held. Efter en tid lykkedes det dog, og Bălan indså nu, at dette ikke fungerede. Han begyndte derfor at vise sig i offentligheden igen, men var stadig sønderrevet over tabet af sin hustru, og han kom sig aldrig helt over det. Til sidst blev det for meget for ham, og han indså med sorg i hjertet, at han ikke havde været en god fader for sine børn, siden deres moders død, og dette havde ikke udsigt til forandring foreløbig. Han tog derfor en svær men, i hans øjne, nødvendig beslutning, og rejste væk. Inden sin afrejse havde han bedt Arcangelo, børnenes morbroder, om at tage sig af dem i hans fravær, og svoret ikke at vende tilbage, før han ville være i stand til at opfylde sine pligter for sine børn. Ingen så ham nogensinde igen.
Han rev nu alting op med rode, og drog videre. Denne rejse førte han nu videre på hans færd, indtil han endte i et fremmed land langt mod nord. Han fandt en naturlig interesse for dette folk, som formåede at vække noget i ham; noget længe glemt. De vækkede hans dybeste natur og instinkter, og han sluttede sig til en stamme af disse, og levede blandt dem i adskillige år, indtil han følte, at han var nødt til at rejse videre. Han samlede nu sin egen stamme af krigere, og ledede dem på adskillige plyndringstogter overvands.
Senere forlod han dem dog igen, under et plyndringstogt i endnu et nordligt land (Hvad han senere skulle lære at kende som Skotland), hvor han nu begyndte at rejse rundt i et par år, inden han slog sig ned i et ensomt beliggende munkekloster, som tog ham ind hvor han levede i fire år. Her levede han i fred, og nød tilværelsen, mens han forsøgte at finde sig selv og finde frem til en måde at gøre op for sin manglende tilstedeværelse overfor sine børn. Med tiden måtte han dog sande, at dette ikke skulle være stedet, hvor han lærte dette, hvorefter han rejste videre. Han begyndte nu at rejse sydpå, indtil han nåede England. Her spredte ordet sig igen snart, som det havde gjort i Italien, om at en østlig adelsmand var ankommet. Denne gang yderligere styrket af sin italienske fyrstetitel, som han havde erhvervet sig gennem ægteskabet ind i De Rege-slægten, blev han snart inviteret til det kongelige hof. Her levede han i en tid, og alting syntes fredeligt og idyllisk, indtil rygter om stimænd og oprørere begyndte at spire og sprede frygt i befolkningen. Kongens mænd var i vildrede, og oprørene og barbarerne dukkede op hurtigere end de kunne nå at slå ned på dem, da soldaterne også havde landets ydre fjender at skjolde dem mod. Bălan samlede sig derfor en gruppe af lejesoldater, hvorefter han drog ud på sin egen militærkampagne, hvor han efterhånden fik slået størstedelen af oprørene og landevejsrøverne ned. Han nedslagtede dem nådesløst, og fik til sidst dræbt deres leder og tvunget dem i skjul igen. Dette vækkede stor opsigt, og stor taknemmelighed hos kongen, og Bălan blev for denne heroiske (Selvom det ikke var så heroisk endda, da oprørene og stimændene for store parter bestod af utilfredse bønder, men denne viden holdt han imidlertid for sig selv) dåd belønnet med kongehusets evige taknemmelighed og titel som ridder af England. Et par måneder efter dette, blev Bălan opsøgt af en mystisk fremmed. Han sagde ikke hvem han var, men vidste alt om Bălan og hans fortid. Han vidste hvem han var, hvor han kom fra, og han vidste, hvad der var sket med hans hustru. Han spurgte Bălan om han ønskede hævn på de som havde begået drabet, og naturligvis gjorde han det. Så da den fremmede tilbød ham en måde at erhverve sig denne hævn, samt opnå mere storhed, styrke og magt end nogen mand nogensinde havde haft, kunne han ikke modstå. Denne mand vækkede igen det magtbegær som i hans unge år havde opslugt Bălan.
Den fremmede viste sig imidlertid at være vampyr, om end dette faktum først rigtigt gik op for Bălan, efter han havde forvandlet ham. I de efterfølgende måneder rejste de sammen, mens vampyren havde lært Bălan, det som var nødvendigt for at klare sig som vampyr. For en ny vampyr viste Bălan store fremskridt og var meget lovende. Han blev hurtigt stærkere, og lærte på en foruroligende rate. Endelig ankom de til Italien, og den fremmede vampyr ledte ham til den gruppe landevejsrøvere, som havde dræbt hans hustru, og Bălan nedslagtede brutalt hver og en af dem, samt alle deres ledsagere. Dette vækkede for alvor blodtørsten hos Bălan, og fra denne dag var han for alvor en anderledes mand. Han glemte imidlertid alt om sin familie i Sicilien, og sit menneskelige jeg, og i de mange efterfølgende år rejste han rundt og spredte død og frygt hos menneskene.
I løbet af de efterfølgende århundreder førte hans rejse ham vidt omkring. Endelig, efter flere menneskealdre end han bryder sig om at tælle, ankom han igen til et land mod nord, hvor han fandt sig til rette. Han havde aldrig gidet slå sig ned, men har nu set sig træt af tilværelsen på farten, og han vil nu give dette sted en chance. I starten rejste han rundt i landet, uden at slå sig ned noget specielt sted, mens han begyndte at lære sig selv sproget, og der gik blot to år inden han mestrede det til perfektion. Han har endnu ikke fundet sig til rette i dette land, efter han for nylig ankom til byen, hvor han nu er, og har endnu ikke besluttet sig for om han vil blive her, eller rejse videre igen.
Han har dog allerede sikret sig en værdig bolig, da han kort efter sin ankomst til byen fik opført et stort palæ ikke langt udenfor byens grænser. Boligen er opført i en stil der kendetegner den romerske arkitektur fra romerrigets storhedstid, og fylder et grænsende til enormt areal, med en tilhørende have der mest af alt minder om en park, alt sammen land han har opkøbt ved hjælp af sine talrige fysiske midler. Han har en mindre bolig til sine tjenestefolk, nær hovedpalæet, hvor han selv bor. Under sig har han et arsenal af tjenestefolk af forskellige arter, som både består af mennesker og vampyrer.
Familie:
Ardelean familien:
Bălan er opvokset i den gamle og mægtige Ardelean-slægt. Familien er en rumænsk/bulgarsk adelsfamilie, og har stærke bånd i begge regioner. Den har forbindelse til adskillige kongelige og adelige familier, og har derfor stor magt og betydning i store dele af verden. De er meget velstående, og er kendt for deres stærke diplomatiske position, og enhver som er noget, har derfor hørt om dem.
Ardelean klanen:
Ardelean klanen minder på mange områder om Ardelean familien. Den adskiller sig dog på nogle betydelige områder, først og fremmest i det at den er grundlagt af Bălan under sin tid som vampyr, og han er derfor dens første og eneste overhoved hidtil. Den er lidt yngre end nogle andre klaner, men er stadig gammel i forhold til de fleste. Den er også ligeså udbredt og magtfuld som langt de fleste, og hvor end Ardelean-navnet findes, der finder man med al sandsynlighed også Ardelean-klanen. Han har gjort nytte af en kombination af sit familienavn og sin egen magt og omdømme, til at lede Ardelean-klanen til storhed på forbløffende kort tid. De søger at udvide deres egen magt og position mest muligt, og er allerede godt i gang. De breder sig ud over landegrænser, og har allerede en prominent position i en række lande. Generelt set har de ikke de store bånd til andre vampyrklaner, men har gennem tiden samarbejdet med enkelte klaner de har fundet værdige, og som har udvist den rette mængde af respekt, for at føre begge klaner til stærkere positioner. De står ikke tilbage for at bruge magt og tvang, men foretrækker når muligt at benytte sig af diplomati og forhandling, når de øger deres position og udvider til nye landområder. Klanen har en kompliceret struktur, med et meget udpræget hierarki, hvor klanens overhoved, Bălan, er ultimativt højest.
Levested i øjeblikket: Konak Ardelean er et kæmpe palæ bygget lige udenfor bygrænsen. Det er opført i en stil som kendetegner den romerske arkitektur fra Romerrigets storhedstid. Selve palæet er helt hvidt og bygget i hovedsageligt marmor og hvidt egetræ. Den lange snoede indkørsel fører fra hovedvejen og op til gårdspladsen, som prydes af et stort kunstfærdigt springvand i midten. En solid hvidskinnende marmortrappe fører op til den store egetræs-dobbeltdør, som på begge sider er flankeret af to høje søjler i romersk stil, som udover at have dekorative formål også tjener til at støtte en stor altan som ligger lige ovenfor, og fører ind til et af husets soveværelser. Huset har adskillige soveværelser og badeværelser, og Bălan har et par tjenestefolk boende fast, som sørger for alle de praktiske ting i huset.
Palæet kommer med en enorm have, som mest af alt ligner en park, med alskens planter og endda et par vilde dyr og skulpturer til at pynte på det hele, samt en mellemstørrelses sø. Bălan har en række gartnere fastansat til at passe haven, og sørge for at den altid ser perfekt ud.
Dette er hans faste bopæl for tiden, og det sted hvor han holder til så længe han er i landet.
Andet:
Adelige titler:
Rumænien: Bojar (På rumænsk: Boier) – Af fødsel
Bulgarien: Bojar – Af fødsel
Italien: Principe (Fyrstetitel) – Af ægteskab
England: Ridder (På engelsk: Knight) – Udnævnt af den engelske trone
Sprog
Bălan taler flydende engelsk, bulgarsk, arabisk, tyrkisk, svensk, dansk, keltisk, gotisk, latin (Inklusive oldlatin), græsk, indonesisk, skotsk, kymrisk, irsk, fransk, italiensk, polsk, rumænsk, slovensk, portugisisk, spansk, tysk, ungarsk, egyptisk, urdu og bengali
Skaber (navn i c-boksen): JDO
Fulde navn: Bălan De Rege Ardelean (Født: Bălan Ardelean)
Kaldes: Bojar Ardelean, Principe De Rege, Sir Ardelean. Ellers bruger han bare sit rigtige navn, eller et af de utallige alias han har gået under gennem tiderne.
Alder og fødselsdato: 687 år, født i efteråret 1325 (16. september)
Race: Vampyr
Køn: Mand
Profession: Arbejdsløs (Medlem af rumænsk/bulgarsk og italiensk adel)
Udseende
Øjenfarve: Han har et par blågrå øjne, som altid udstråler en dyb forståelse for tingenes sammenhæng og bærer desuden ofte et lettere mystisk skær, som kan give udtryk af at han ved et eller andet du ikke gør.
Hudfarve: Hans hud er meget bleg, selv for en vampyr, og i det rette lys giver hans blege hud et let genskær, som kan give illusionen af et guddommeligt lys, noget han til tider udnytter til sin fordel, når han skal markere sin position i forhold til laverestående skabninger, både overfor sine klanmedlemmer, som i høj grad allerede ser ham som værende en guddommelig skabning, og overfor udenforstående.
Hår: Det engang sorte hår er efterhånden mere gråt, dog stadig med mørke nuancer. Det sidder altid perfekt, og er perfekt passende til hans stand og status.
Kropsbygning: Bălan er robust bygget med en god muskelmasse, og maskuline træk. Han er ikke overpumpet på et niveau hvor det bliver for meget, men bærer tydelige præg af en god fysisk form, som understøttes godt af hans allerede høje fysiske styrke som er en naturlig del af hans vampyriske eksistens. Hans højde på 184 hæver ham fysisk et stykke over en del mennesker, hvilket symbolsk støtter hans egen opfattelse af at være hævet over visse andre skabninger i verden.
Ansigtstræk: Bălan har et bredt markeret ansigt, med stærke aristokratiske nuancer. De grove og maskuline træk giver en slående klarhed af hans køn og kan til tider få ham til at fremstå intimiderende.
Hverdagstøj: Hans påklædning er altid stilren og velovervejet, og ofte ikke så meget praktisk som den er dekorativ. Bălan har efterhånden sikret sig en position som en af verdens rigeste, noget som han ikke er sen til at demonstrere, idet hans tøj altid er fremstillet i de fineste, dyreste importerede materialer, og altid syet direkte til hans krop, da han finder dette langt mere behageligt og eksklusivt end alle de massefabrikerede klæder som ”almindelige” mennesker og vampyrer bærer. Klæderne er som oftest mere eller mindre tilpasset tiden, dog med tydelige klassiske præg, og består i disse år som oftest af jakkesæt, selvom han til stadighed kan bære klæder som muligvis ville have været mere passende i en anden tidsalder.
Særlige kendetegn: En ting han altid kan kendes på, er den sølvkæde han altid bærer om halsen, med sin afdøde forlovedes ring som vedhæng. Ofte vælger han dog at have den skjult under tøjet, for at undgå spørgsmål, men han har den altid med sig, som et evigt minde, og en påmindelse om hvad skødesløshed og svaghed kan medføre.
Personlighed
Beskrivelse af personlighed:
Bălan er en stolt og traditionsbunden mand, som finder loyalitet og ære værende to af de mest basale og vigtige karaktertræk hos enhver vampyr eller menneske. Selv er han utroligt loyal, både overfor sin etablerede klan men i høj grad også sin familie (Selvom disse to ofte smelter sammen, da han anser sine klanmedlemmer som værende familie, da de er alt han har tilbage). Han har altid været magtbegærlig, og elsker intet mere end magt, rigdom og storhed, måske med undtagelse af blod og jagten som i adskillige århundreder har været hans kilde til dette. Bălan kan til stadighed opfyldes af en arrogance og hovmod, som kan være en stor svaghed, idet han ved enkelte lejligheder har begået den fejl at undervurdere sine fjender, en ting han ellers altid har sat en stor ære i at undlade, dog langt fra i så høj grad som det tidligere har været tilfældet. Han er stadig opfyldt af den samme vrede og hævngerrighed som han har været siden dagen for sine forældres død, ligesom han føler en stor afsky overfor underklassen (Da størstedelen af attentatmedlemmerne tilhørte denne) og folk uden ære.
Trods hans civiliserede personlighed og levevis, kan han stadig drives af sine instinkter og dyriske drifter, og en af hans større laster kan til stadighed være hans temperament. Han har igennem århundreder trænet sin selvkontrol, så der skal nu langt mere til at gøre ham vred end der skulle engang, men når det sker, har han tendens til at se rødt, og opfyldes af en følelse af hvidglødende raseri, et stadie i hvilket han absolut ingen selvkontrol har, og ofte husker han heller intet fra disse perioder.
Bălan kan være listig og manipulerende, og udnytter gerne andre til at opnå hvad han ønsker. Dog har han aldrig været i stand til at bryde et løfte, og har han først givet en sit ord på noget, ville han hellere dø end at bryde dette, da dette for ham er en hellig ting, og ikke noget der bør tages let på. På samme måde har han absolut ingen respekt for folk som render rundt og helt frivolt bryder sit ord.
Bălan er ikke ond som sådan, og dræber ikke blot folk for sin fornøjelses skyld, dog ejer han ikke skyggen af samvittighed eller moral, og vil derfor glædeligt ty til ting som vold, tortur og endog mord hvis det er til hans fordel, og disse ting indgår også ofte i hans måde at håndtere problemer på.
Som udgangspunkt er han rolig og venligtsindet, og accepterer man at han er en mand af en vis status og stand, og behandler ham derefter med en passende grad af respekt, så vil han til enhver tid gengælde tjenesten, og kan være en fantastisk allieret. Dog har han ingen accept overfor folk som udviser manglende respekt, og slår hårdt ned på disse typer, da hans tålmodighed her let kommer til kort. Derudover foretrækker han dog som oftest at løse konflikter med ord frem for fysisk vold, og han kan let gebærde sig frit og fredeligt blandt langt de fleste typer, selv hvis han ikke bryder sig om dem. Dog fritager han sig helst overdreven omgang med underværdige væsener så som mennesker og den generelle underklasse (En vane fra hans tid som menneskelig adelsmand, han ikke helt har kunnet lægge fra sig).
Styrker:
- Han ejer ingen samvittighed, og begrænses ikke af etik og moral
- Hans ufattelige rigdomme, som er så godt som uden ende.
- De mange hundreder års erfaring han har på bagen, giver en umådelig erfaring og viden som man ikke kan erhverve sig andetsteds.
- Den politiske magt som han har, gennem sin families status i det nuværende Rumænien og de omkringliggende lande samt i Italien.
- Han har store krigeriske færdigheder, samt megen erfaring i krigsføring og strategisk planlægning.
- Hans evner til at manipulere med andre og udnytte dem til egen vinding.
- Han taler mange sprog og er en formidabel diplomat.
Svagheder:
- Hans familie.
- Han ejer ingen samvittighed, og må derfor nogle gange agere dette, når det er påkrævet.
- Han har set så meget at det er svært at støde på nye ting, eller noget som kan overraske ham, hvilket kan gøre tilværelsen meget monoton og gentagende.
- Han kan have vanskeligheder ved at styre sit temperament.
- Ofte drives han af sine dyriske lyster og dybeste instinkter, hvilket kan være en fordel så vel som en ulempe.
- Når man er så gammel som han er, er de fleste bekendtskaber og allierede enten døde eller forsvundet andre steder hen, som det er sket for Bălan.
Interesser: Sprog, diplomati, magtudvidelse, krig og kamp (I særdeleshed sværdfægtning), at erhverve sig ny viden, historie (Han har trods alt selv været med til at skabe en del), bøger, myter.
Drømme/ønsker:
I: At finde en værdig arving, som ultimativt kan overtage hans navn og jordiske gods, i tilfælde af hans død. Indtil videre er det dog ikke lykkes.
II: At se sin søn og datter igen, om end han ikke tror på det er muligt, da han formoder de er døde for adskillige generationer siden
Hemmeligheder:
Ensomhed:
Efter århundreder alene føler Bălan sig ofte ensom, på trods af sin klan. Han længes efter sin tid med sin for længst svundne familie, og drømmer sig tit tilbage til den tid, og ønsker at de havde levet endnu.
Sine børn:
Bălan skammer sig over sin manglende tilstedeværelse overfor sin søn og datter, og ønsker i al hemmelighed, at han kunne drage tilbage og gøre det op for dem igen.
Sin fortid:
Bălan fortæller sjældent om sin fortid, eller sit liv som menneske, og ganske få, heriblandt hans klanmedlemmer, ved ret meget om denne tid.
Selvafsky:
Først og fremmest (udover drabsmændene, naturligvis) bebrejder Bălan sig selv for sin hustrus død. Havde han været der, eller insisteret på at sende en tjenestepige af sted til Rom, eller sendt flere livvagter med hende, havde hun måske overlevet den dag. Han vil med al sandsynlighed aldrig helt tilgive sig selv denne dag. Dette var blandt andet årsagen til hans irrationelle raseri overfor de overlevende livvagter, og den brutale henrettelse af dem, samt årsagen til at han lukkede sig selv inde efter Lucianas død. Det var også en af årsagerne til at han forlod sine børn og Italien, da han ikke følte at han var værdig til at opdrage dem og lede dem her i verden. Han overlod dem derfor til den eneste mand, han i sandhed stolede på.
Baggrund
Barndomshjem: Bălan voksede op i et stort fæstningsværk bygget af hans faders tjenere. Det var en enorm bolig, kun overgået af det endnu større område som omringede det, alt sammen ejet af familien. Familieborgen er nu i Bălans ejerskab, selvom han ikke har været der siden han var barn.
Baggrundshistorie: Bălan er født i efteråret år 1325. Der er dog ikke mange i dag, som ved nøjagtigt hvornår, da få fra dengang stadig lever, og han selv ikke længere interesserer sig for det. Dette betyder at han er vokset op i højmiddelalderen, en tid præget af krig, diplomati, intimidering, bestikkelse og forræderi. Dette har stået til grund for mange af hans nuværende værdier, og har også skænket ham hans exceptionelle kampfærdigheder, og resulteret i formidable evner med ethvert våben brugt på denne tid (Som senere er udbygget med færdigheder i brug af våben fra senere perioder), selvom nogle måske ville påstå at det sjældent i dag kommer til gode i kamp at trække et sværd, spyd eller en flitsbue; dette påvirker dog ikke Bălan eller hans holdning til nutidige våben.
Fødslen var ikke blid, og trods de var en familie bestående af højadelige mennesker var tilværelsen i almindelighed hverken nem eller barmhjertig. Krig og sygdom hærgede i gaderne og på landevejen, og de mindre landsbyer levede i konstant frygt for landevejsrøvere og stimænd. Dette var dog ikke bekymringer Ardelean-familien levede under. De havde, som nogle af de få, både utallige soldater, som sikrede deres hjem og interesser, samt midlerne til at købe sig til alt hvad de havde brug for – heriblandt lægehjælp (Basal som den dog var, på daværende tidspunkt). Allerede fra barnsben oplærte faderen Bălan i alle krigens kunster; lige fra den på slagmarken og i hoffet. Og Bălan viste sig hurtigt som værende et naturtalent på dette felt. Som elleveårig havde han allerede en god forståelse for hvordan tingene foregik, og studerede dagligt med sin fader, og akkompagnerede ham endog på nogle diplomatiske besøg hos andre adelsfamilier. De var den mest magtfulde og velstående familie i deres område, hvilket efterlod dem mere eller mindre fri til at gøre som de ønskede. Deres høje stand og gode forhold med de omkringliggende landes regenter og adel som en helhed kom dem ofte til gode.
Med tiden begyndte tilværelsen at gro på Bălan, og langsomt begyndte han at længes efter mere. Bălans familie havde efterhånden fået etableret sig godt, hvor de befandt sig. Bălans fader, Dragomir Costin Ardelean, havde fået en enorm borg opført i familiens territorium, hvor også Bălan var vokset op. Optil dette tidspunkt, havde familien boet i en stor herregård, men faderen mente ikke, at dette symboliserede deres magt godt nok, og tilbød ikke den optimale form for beskyttelse, under en eventuel invasion. Igennem de foregående år havde Dragomir øget familiens velstand og spredt deres magt og navn, og havde derudover samlet endnu flere tjenestefolk og soldater under sig, som tjente ham og familien. Siden ville dette store fæstningsværk blive kendt som Castel de Ardelean og familiens hjemstavn. Dragomir trænede i samspil med hans øverstbefalende officerer nye soldater op og brugte dem til at etablere sin egen hær, og fik efterhånden et stort stykke land omringende familie-borgen underlagt sin kontrol gennem diplomati og magt.
I disse tider begyndte Ardelean-navnet at opnå den betydning det har haft lige siden, og Bălan begyndte nu, ligesom sin fader, at blive kendt under navnet og levede en ung adelsmands liv. Der gik ikke længe inden magten opslugte ham, og han kendte til intet andet. Arrogance og hovmod definerede mere og mere hans personlighed, og han regnede ikke liv, om det så var mennesker, dyr eller andet for noget, så længe det ikke var hans eget. Det er her hans overlegenhed i forhold til mennesker og underklassen og hans generelle holdning om dem blev født, en følelse som har fulgt ham lige siden.
Han trænede dagligt i sværdfægtningens kunst, og blev efterhånden en meget habil kriger, selvom dette naturligvis ikke var en vej han havde i sinde at gå. Han havde det ganske glimrende i sin luksuriøse tilværelse sikkert lokaliseret bag borgens tykke mure, mens tjenere og soldater kæmpede hans kampe udenfor og døde i hans sted. Denne arrogante holdning og levevis begyndte efterhånden at bekymre hans fader. Dog gjorde han aldrig noget ud af sine bekymringer, eller delte dem med andre, da han aldrig ville kunne gøre sin søn noget, selv ikke hvis han begyndte at udgøre en reel trussel, noget han konstant frygtede ville ske.
Det nåede dog aldrig så vidt, da en anden hændelse afbrød forløbet, og ændrede Bălans liv og personlighed for evigt. Han levede et fredeligt og godt liv, og nød den magt deres position i verden havde sikret dem, indtil den skæbnesvangre dag. En større gruppe vrede tjenestefolk, bønder og lavadel, anført af en af Dragomirs kaptajner, som havde vendt sin herre ryggen og frakastet sig enhver rest af loyalitet og ære, fik Dragomir alene dybt ude i en af de omkringliggende skove, hvor de brutalt myrdede ham, i et forsøg på at overtage magten selv. De få loyale soldater Dragomir havde haft med, havde ikke en chance mod oprørene, som var i langt større antal, og de blev alle brutalt hugget ned. For at være sikre på, at deres arbejde var gjort ordentligt, trængte de ind på familie-borgen, hvor de havde i sinde at dræbe resten af familien. De havde dog ikke forudset at Bălan, familiens søn, ville være ude med størstedelen af familiens soldater og livvagter. De formåede dog at dræbe de resterende vagter samt Bălans moder. Da Bălan vendte tilbage med sine soldater, og opdagede hvad der var sket, blev han rasende og i et øjeblik af hvidglødende raseri nedslagtede han i fællesskab med sine endnu loyale soldater de, som havde deltaget i komplottet mod hans familie. For at udsende et signal til Dragomirs støtter, havde forræderne halshugget ham og hans hustru, og banket deres afhuggede hoveder op på pæle udenfor familiens hjem. Denne blasfemiske demonstration af manglende respekt gjorde Bălan vred som aldrig før, og drev ham til at gengælde tjenesten, og fjerne hovedet fra alle de dræbte komplotdeltagere, hvorefter han erstattede sine forældres livløse ansigter med disses.
Denne dag ændrede Bălan helt, og stedet var nu så fuldt af minder, som han ikke ønskede at huske, og han valgte derfor at lægge det hele bag sig. Han overlod det til den mest loyale af sin faders støtter at varetage familieborgen og alle familiens ejendele indtil han selv en dag ville vende tilbage, hvorefter han rejste og efterlod alting, for aldrig at vende sig om igen.
Herfra begyndte en lang rejse. I løbet af de næste år rejste han rundt i den store verden, som nu lå åben for ham. En verden større og mere mangfoldig, end han nogensinde ville havde kunnet forestille sig. Han besøgte fremmede lande, som han end ikke havde hørt om, eller gidet interessere sig for, så mennesker så forskellige fra dem han var vant til, at han havde svært ved at forestille sig, at han virkelig så hvad han gjorde, og som talte sære sprog så forskellige fra hvad han var vant til. Nogle gange rejste han blot hurtigt igennem et land, hvis det ikke faldt i hans smag, eller han ikke mente det havde noget for ham, og til tider kunne han finde på at blive det samme sted i længere eller kortere tid. Dog følte han sig aldrig hjemme, og fandt aldrig et sted, som gav ham lyst til at blive og kalde sit hjem.
Han lærte mange ting på sine rejser, blandt andet om forskellige folkefærd, kulturer og fremmede sprog. Hans mange års rejse har også resulteret i, at han nu taler en lang række sprog flydende, trods han aldrig har modtaget nogen form for undervisning, udover da hans fader og lærermester havde undervist ham i de ting der sås nødvendige for en af hans klasse og stand (Regning, latin, græsk, læsning, lingvistik, sværdfægtning, politik, forretning og diplomati), men derimod samlet det hele op på sine rejser rundt omkring.
Under hans rejser forandrede verden sig bemærkelsesværdigt, i takt med omgivelserne. En dag nåede han den italienske peninsula, og mødtes af et yderst imponerende og nyt syn. Dette rige, så anderledes fra stedet han var vokset op, havde fanget hans interesse, og for første gang havde han fundet et sted, hvor han kunne se sig selv, og han valgte derfor at slå sig ned her, og blive for en tid. Han fik hurtigt spredt rygtet om, at en velstående og velanset adelsmand fra østen var i landet, og der gik da heller ikke længe, inden den lokale adel havde fundet interesse for ham. En af de lokale fremstående mænd, fyrsten af Sicilien Alessandro De Rege, havde især set muligheder i denne nyankomne, og han sørgede derfor for, at få skabt relationer til ham hurtigt. Bălan fandt ligeledes dette bekendtskab som værende med store muligheder, da Alessandro var en magtfuld mand, meget lig hans egen fader havde været, og han var desuden den siddende konges grandfætter, så selvom han ikke selv var arveberettiget til tronen (Eller i hvert fald aldrig ville komme til tronen, på grund af arverækken), havde han stærke relationer hertil, og stod derfor i høj kurs, da han havde et godt forhold til sin grandfætter. Alessandro sørgede derfor for, at introducere Bălan til hoffet, og snart var Bălan med i de inderste cirkler.
Han udnyttede dette til fulde, og fik skabt sig mange kontakter i dette miljø, og fik også god brug af det han havde lært hjemmefra, hos sin fader og sin mentor. Han fik snart udviklet et meget nært bånd til Alessandro og hans familie, og spenderede sne nætter delt mellem et værelse på kongeslottet og De Rege-familiens slægtshjem i Sicilien. Han var på dette tidspunkt i starten af tyverne, og fik snart et forhold til Alessandros datter, som var et par år yngre end han selv. Han ville dog ikke indlede sig i noget kødeligt forhold med hende, i respekt for Alessandro og frygt for hans reaktion og hævn, skulle han finde ud af det. Da det senere viste sig, at datteren selv havde et godt øje til Bălan, og var gået til sin fader med sagen, da hun vidste at Bălan aldrig selv ville vove at tale om emnet, grundet hans forhold til hendes fader, ændrede tingene sig snart. Efter en snak med Bălan om emnet, gav Alessandro de to unge mennesker som velsignelse, da han skønnede et en sådan union mellem disse to mennesker, og derved deres to familier, som begge var meget fremtrædende og velstående, kunne skabe en alliance mellem både de to huse, men også mellem deres hjemregioner. Denne alliance kunne styrke begge parter betydeligt, og det var derfor udover en venlig gestus, også et nøje planlagt politisk træk.
Året efter blev de gift, og brylluppet forløb planmæssigt. Det var en storslået begivenhed, overværet af både Alessandros grandfætter, kongen, og størstedelen af den italienske kongefamilie og højadel. Alting gik forrygende, og blot to år efter velsignedes familien med to yndige tvillingebørn – en dreng og en pige. Dette var en storslået nyhed, idet dette ultimativt forenede disse to magtfulde familier, og de to nye børn ville derfor være arvinger til begge familiers navn, titel og magt. Med den rette opdragelse og træning, politiske støtte og en smule ambition, ville dette tvillingepar kunne føre deres slægter mod storhed. For første gang i mange år var Bălan oprigtigt lykkelig. Han havde næsten helt glemt det rædsomme forræderi, som i sin tid havde frarøvet ham sin egen familie, og nu havde han endelig fået et længe begæret ønske opfyldt, at grundlægge sin egen familie og videreføre faderens gener. Lykken var dog kortvarig, og blot fire år efter børnenes fødsel, forsvandt det hele igen.
Bălans hustru, Luciana De Rege, havde været i Rom for at udvide sin evigvoksende garderobe med den nyeste mode, da hun blev angrebet af en gruppe ukendte bevæbnede overfaldsmænd. Hvem de var, fandt man aldrig ud af, da de som ikke blev dræbt flygtede fra stedet, og blev aldrig fundet igen. Hendes livvagter var blevet dræbt i angrebet, men tre af dem havde været væk fra selskabet, da angrebet forestod, og i et øjeblik af hvidglødende raseri havde Bălan fået dem alle henrettet, da han hørte om dette. Han nægtede endda at høre på deres forklaringer på, hvorfor de ikke havde været ved hans hustru i hende øjeblik af nød. Efter dette sank Bălan ned i et sort hul. Han lukkede sig selv inde i sit eget sind, og låste sig inde på sit sovekammer i dage ad gangen, og nægtede at lade nogen komme ind eller ud. Han talte ikke til nogen, og blev mere og mere bitter. For at hans børn ikke skulle se ham på denne måde, efter det tragiske tab af deres moder, havde Bălans på dette tidspunkt nærmeste ven, Alessandros ældste søn Arcangelo, taget sig af tvillingeparret, mens han når de sov, havde forsøgt at trænge igennem til Bălan, dog uden held. Efter en tid lykkedes det dog, og Bălan indså nu, at dette ikke fungerede. Han begyndte derfor at vise sig i offentligheden igen, men var stadig sønderrevet over tabet af sin hustru, og han kom sig aldrig helt over det. Til sidst blev det for meget for ham, og han indså med sorg i hjertet, at han ikke havde været en god fader for sine børn, siden deres moders død, og dette havde ikke udsigt til forandring foreløbig. Han tog derfor en svær men, i hans øjne, nødvendig beslutning, og rejste væk. Inden sin afrejse havde han bedt Arcangelo, børnenes morbroder, om at tage sig af dem i hans fravær, og svoret ikke at vende tilbage, før han ville være i stand til at opfylde sine pligter for sine børn. Ingen så ham nogensinde igen.
Han rev nu alting op med rode, og drog videre. Denne rejse førte han nu videre på hans færd, indtil han endte i et fremmed land langt mod nord. Han fandt en naturlig interesse for dette folk, som formåede at vække noget i ham; noget længe glemt. De vækkede hans dybeste natur og instinkter, og han sluttede sig til en stamme af disse, og levede blandt dem i adskillige år, indtil han følte, at han var nødt til at rejse videre. Han samlede nu sin egen stamme af krigere, og ledede dem på adskillige plyndringstogter overvands.
Senere forlod han dem dog igen, under et plyndringstogt i endnu et nordligt land (Hvad han senere skulle lære at kende som Skotland), hvor han nu begyndte at rejse rundt i et par år, inden han slog sig ned i et ensomt beliggende munkekloster, som tog ham ind hvor han levede i fire år. Her levede han i fred, og nød tilværelsen, mens han forsøgte at finde sig selv og finde frem til en måde at gøre op for sin manglende tilstedeværelse overfor sine børn. Med tiden måtte han dog sande, at dette ikke skulle være stedet, hvor han lærte dette, hvorefter han rejste videre. Han begyndte nu at rejse sydpå, indtil han nåede England. Her spredte ordet sig igen snart, som det havde gjort i Italien, om at en østlig adelsmand var ankommet. Denne gang yderligere styrket af sin italienske fyrstetitel, som han havde erhvervet sig gennem ægteskabet ind i De Rege-slægten, blev han snart inviteret til det kongelige hof. Her levede han i en tid, og alting syntes fredeligt og idyllisk, indtil rygter om stimænd og oprørere begyndte at spire og sprede frygt i befolkningen. Kongens mænd var i vildrede, og oprørene og barbarerne dukkede op hurtigere end de kunne nå at slå ned på dem, da soldaterne også havde landets ydre fjender at skjolde dem mod. Bălan samlede sig derfor en gruppe af lejesoldater, hvorefter han drog ud på sin egen militærkampagne, hvor han efterhånden fik slået størstedelen af oprørene og landevejsrøverne ned. Han nedslagtede dem nådesløst, og fik til sidst dræbt deres leder og tvunget dem i skjul igen. Dette vækkede stor opsigt, og stor taknemmelighed hos kongen, og Bălan blev for denne heroiske (Selvom det ikke var så heroisk endda, da oprørene og stimændene for store parter bestod af utilfredse bønder, men denne viden holdt han imidlertid for sig selv) dåd belønnet med kongehusets evige taknemmelighed og titel som ridder af England. Et par måneder efter dette, blev Bălan opsøgt af en mystisk fremmed. Han sagde ikke hvem han var, men vidste alt om Bălan og hans fortid. Han vidste hvem han var, hvor han kom fra, og han vidste, hvad der var sket med hans hustru. Han spurgte Bălan om han ønskede hævn på de som havde begået drabet, og naturligvis gjorde han det. Så da den fremmede tilbød ham en måde at erhverve sig denne hævn, samt opnå mere storhed, styrke og magt end nogen mand nogensinde havde haft, kunne han ikke modstå. Denne mand vækkede igen det magtbegær som i hans unge år havde opslugt Bălan.
Den fremmede viste sig imidlertid at være vampyr, om end dette faktum først rigtigt gik op for Bălan, efter han havde forvandlet ham. I de efterfølgende måneder rejste de sammen, mens vampyren havde lært Bălan, det som var nødvendigt for at klare sig som vampyr. For en ny vampyr viste Bălan store fremskridt og var meget lovende. Han blev hurtigt stærkere, og lærte på en foruroligende rate. Endelig ankom de til Italien, og den fremmede vampyr ledte ham til den gruppe landevejsrøvere, som havde dræbt hans hustru, og Bălan nedslagtede brutalt hver og en af dem, samt alle deres ledsagere. Dette vækkede for alvor blodtørsten hos Bălan, og fra denne dag var han for alvor en anderledes mand. Han glemte imidlertid alt om sin familie i Sicilien, og sit menneskelige jeg, og i de mange efterfølgende år rejste han rundt og spredte død og frygt hos menneskene.
I løbet af de efterfølgende århundreder førte hans rejse ham vidt omkring. Endelig, efter flere menneskealdre end han bryder sig om at tælle, ankom han igen til et land mod nord, hvor han fandt sig til rette. Han havde aldrig gidet slå sig ned, men har nu set sig træt af tilværelsen på farten, og han vil nu give dette sted en chance. I starten rejste han rundt i landet, uden at slå sig ned noget specielt sted, mens han begyndte at lære sig selv sproget, og der gik blot to år inden han mestrede det til perfektion. Han har endnu ikke fundet sig til rette i dette land, efter han for nylig ankom til byen, hvor han nu er, og har endnu ikke besluttet sig for om han vil blive her, eller rejse videre igen.
Han har dog allerede sikret sig en værdig bolig, da han kort efter sin ankomst til byen fik opført et stort palæ ikke langt udenfor byens grænser. Boligen er opført i en stil der kendetegner den romerske arkitektur fra romerrigets storhedstid, og fylder et grænsende til enormt areal, med en tilhørende have der mest af alt minder om en park, alt sammen land han har opkøbt ved hjælp af sine talrige fysiske midler. Han har en mindre bolig til sine tjenestefolk, nær hovedpalæet, hvor han selv bor. Under sig har han et arsenal af tjenestefolk af forskellige arter, som både består af mennesker og vampyrer.
Familie:
Ardelean familien:
Bălan er opvokset i den gamle og mægtige Ardelean-slægt. Familien er en rumænsk/bulgarsk adelsfamilie, og har stærke bånd i begge regioner. Den har forbindelse til adskillige kongelige og adelige familier, og har derfor stor magt og betydning i store dele af verden. De er meget velstående, og er kendt for deres stærke diplomatiske position, og enhver som er noget, har derfor hørt om dem.
Ardelean klanen:
Ardelean klanen minder på mange områder om Ardelean familien. Den adskiller sig dog på nogle betydelige områder, først og fremmest i det at den er grundlagt af Bălan under sin tid som vampyr, og han er derfor dens første og eneste overhoved hidtil. Den er lidt yngre end nogle andre klaner, men er stadig gammel i forhold til de fleste. Den er også ligeså udbredt og magtfuld som langt de fleste, og hvor end Ardelean-navnet findes, der finder man med al sandsynlighed også Ardelean-klanen. Han har gjort nytte af en kombination af sit familienavn og sin egen magt og omdømme, til at lede Ardelean-klanen til storhed på forbløffende kort tid. De søger at udvide deres egen magt og position mest muligt, og er allerede godt i gang. De breder sig ud over landegrænser, og har allerede en prominent position i en række lande. Generelt set har de ikke de store bånd til andre vampyrklaner, men har gennem tiden samarbejdet med enkelte klaner de har fundet værdige, og som har udvist den rette mængde af respekt, for at føre begge klaner til stærkere positioner. De står ikke tilbage for at bruge magt og tvang, men foretrækker når muligt at benytte sig af diplomati og forhandling, når de øger deres position og udvider til nye landområder. Klanen har en kompliceret struktur, med et meget udpræget hierarki, hvor klanens overhoved, Bălan, er ultimativt højest.
Levested i øjeblikket: Konak Ardelean er et kæmpe palæ bygget lige udenfor bygrænsen. Det er opført i en stil som kendetegner den romerske arkitektur fra Romerrigets storhedstid. Selve palæet er helt hvidt og bygget i hovedsageligt marmor og hvidt egetræ. Den lange snoede indkørsel fører fra hovedvejen og op til gårdspladsen, som prydes af et stort kunstfærdigt springvand i midten. En solid hvidskinnende marmortrappe fører op til den store egetræs-dobbeltdør, som på begge sider er flankeret af to høje søjler i romersk stil, som udover at have dekorative formål også tjener til at støtte en stor altan som ligger lige ovenfor, og fører ind til et af husets soveværelser. Huset har adskillige soveværelser og badeværelser, og Bălan har et par tjenestefolk boende fast, som sørger for alle de praktiske ting i huset.
Palæet kommer med en enorm have, som mest af alt ligner en park, med alskens planter og endda et par vilde dyr og skulpturer til at pynte på det hele, samt en mellemstørrelses sø. Bălan har en række gartnere fastansat til at passe haven, og sørge for at den altid ser perfekt ud.
Dette er hans faste bopæl for tiden, og det sted hvor han holder til så længe han er i landet.
Andet:
Adelige titler:
Rumænien: Bojar (På rumænsk: Boier) – Af fødsel
Bulgarien: Bojar – Af fødsel
Italien: Principe (Fyrstetitel) – Af ægteskab
England: Ridder (På engelsk: Knight) – Udnævnt af den engelske trone
Sprog
Bălan taler flydende engelsk, bulgarsk, arabisk, tyrkisk, svensk, dansk, keltisk, gotisk, latin (Inklusive oldlatin), græsk, indonesisk, skotsk, kymrisk, irsk, fransk, italiensk, polsk, rumænsk, slovensk, portugisisk, spansk, tysk, ungarsk, egyptisk, urdu og bengali
Skaber (navn i c-boksen): JDO
