Post by Leigh Guillam on Dec 27, 2012 2:42:07 GMT 1
Grundlæggende oplysninger
Fulde navn: Leigh Eustace Guillam
Kaldes: Leigh af de enkeltstående nære og Guillam af alle de andre perifære – de nøje udvalgte, der igennem tiden er sluppet af sted med at kalde ham Gwen, kan tælles på en hånd. Hans særegne mellemnavn har i hans ører altid lydt som en usædvanligt dårlig underdrivelse af ordet ’justice’, og jo færre der får indtrykket af at han er retfærdigheden selv med fine fornemmelser, jo bedre! Hans mellemnavn har ikke desto mindre en dårlig vane med at dukke op, når det mindst passer ham.
Alder og fødselsdato: 31 år gammel – født den 9. juli 1981
Race: Menneske
Køn: Mand
Profession: Stolt indehaver af beværtningen Den Røde Drage på 3. år
Udseende
Øjenfarve: Rosmarinblå med den lyse tone i kuløren som den mest dominerende, hvilket gør dem mere overfladiske og karakteristiske end dybe, uden at de virker alt for udstående.
Hudfarve: Naturligt kandisbrun efter år under bagende sol, hvor man med sved på panden har slæbt leverede ølfade og vintønder ind i ølstuer og lignende – den brune nuance er dog forholdsvis lys, især om vinteren, hvilket vidner om en opvækst på mere nordlige breddegrader.
Hår: Mørkblond, der dog tilnærmelsesvis bedst beskrives som en lys cognacbrun – han bærer sit hår kort med venstreskildning og en tendens til let pandehår, når der kommer uorden i håret. Han er i al hemmelighed (og som det eneste) ganske forfængelig omkring sit hår, og ser en tur til frisøren som en rituel og afslappende handling, som på ingen måde er homoseksuelt i hans øjne. Han ses som regel med lette skægstubbe, hvis ikke en fin anledning har dikteret en glatbarbering.
Kropsbygning: Han er middelhøj (1,78 cm) og udstyret med en såkaldt slangefacon, hvilket er den maskuline ekvivalent til en feminin timeglasfigur, men ikke nær så eftertragtet. For hankønnet implicerer en slangefacon meget brede skuldre og en (i sammenligning) absurd smal torso, midje og ben, som opvejes af brede hofter og ben, og så gerne med smalle fødder som prikken over i’et. De bagvedliggende år med slidsomt arbejde har formået at gøre forholdet mellem særligt den smalle og nærmest feminine torso og de meget brede skuldre mere symmetrisk med et par naturligt spillende muskler og lidt mere bredde. Han ser ingenlunde skrøbelig ud, men det er tydeligt at han er født med en feminin figur, som er blevet fyldt ud med muskler og bredde mod naturens vilje. Årene har dog intet gjort for fødderne, som stadig er i deres noget sørgelige størrelse 41, og som har givet de udkårne lejlighed til at gå i hans sko. Han er i god, men ikke storartet form.
Ansigtstræk: Leigh har været en del heldigere med ansigtet end med kropsbygningen. De fleste af hans ansigtstræk er subtile og ikke markante, hvilket giver ham et muntert og betryggende ansigt. Han har et middellangt ansigt, balanceret af bløde kindben, en fremtrædende kæbelinje og indsunkne kinder. Næsen er aflang og med et skævt vrid imod venstre efter et brud på næseryggen der groede dårligt sammen. Halsen er aflang og proportional med næsen. Huden er jævn og uden særlige urenheder eller ar; hagen er rund og buet. Hans ansigts mest unikke særpræg er hans usædvanligt lyse og tynde øjenbryn, som han den dag i dag helt mangler efter at have stået for tæt på en brændende vinkælder i et af byens nu nedbrændte beværtninger. Manglen på øjenbryn giver i stedet de begyndende rynker i panden frit spil, når han er i et muntert eller udspørgende lune. Når han smiler (som han jævnligt gør), får han lette smilehuller og små folder ved øjenkrogene.
Hverdagstøj: Valget af tøj er altid en kombination af praktisk foranstaltning og personlig smag. Derudover gider Leigh heller ikke være for fin på den og foretrækker at være casual i beværtningen, så man også kan smudse sig selv til med god samvittighed. Farverne i garderoben er hovedsageligt pastelnuancer (mintgrøn er hans yndlingsfarve) eller rene varme farver. Sort passer ingenlunde til humøret. Han er altid iført et par halvslidte og forvaskede brune jeans, og dertil ser man ham i enten en opsmøget hvid skjorte eller en farvet t-shirt. Af sko hopper han som regel i støvler, så hans fødder ikke virker små. Skal han udenfor hopper han i en hoftelang flyverjakke med pelskrave. Om vinteren hopper han så vidt muligt i en varm sweater, indendørs såvel som udendørs. Han har dog til manges forundring et pænt jakkesæt og en butterfly gemt inde bagerst i skabet.
Særlige kendetegn: Når man står næse til næse med Leigh, vil man uden tvivl bemærke den fuldkomne mangel på øjenbryn og den dårligt sammengroede næsetip, men ser man ham en dag med opsmøgne skjorteærmer eller i en t-shirt, vil man bemærke en tatovering på højre albue, som forestiller en brun støvle med et sammenrullet landkort og et åbent kompas lænet op af støvlesiden. Om et par måneder skal han have lavet en rød drage på den anden albue til evigt minde. Derudover er hans stærke solidaritet og hans mangel på fine fornemmelser ikke noget man så let overser.
Personlighed
Beskrivelse af personlighed: Leigh Guillam kan bedst beskrives som en jordbunden og usleben menneskekender, der værdsætter stabilitet og aktivitet i ligelige mængder, bærer en nærmest modstridende drengedrøm om at rejse verden tynd en dag i sit uakademiske indre, og nyder at eksperimentere med mad såvel som med det modsatte køn. Han er nået langt – og det er udelukkende hans egen fortjeneste. Og grundlæggende er han et af de mest oprigtige mennesker. Han går imod sine år med en drenget humoristisk sans og lidet tiltro til reglerne, men han er samtidig også er blevet formet til en vismand af halvanden dekade med modgang og hårdt arbejde, og han kan ikke lade være med at se det som dybt ironisk at en ordblind mand kan være klog – for livsklog er han bestemt, og han er overraskende moden, når det gælder nostalgi og at lære af fortiden. For ham er det kun livet, der blev givet ham i vuggegave, og derfor har han ufrivilligt vænnet sig til at alt har sin pris. På godt og ondt. Uanset om det er drikkevarer eller en tjeneste, skal han eventuelt betales tilbage på den ene eller anden måde. Det er ingenlunde gjort beregnende, men man gør dumt i at tage noget som helst som Leigh gør for en for givet, med mindre man er en af de få, der har en god grund til andet. Men har man gjort sig fortjent til Leighs loyalitet, kan man regne med den. Loyalitet er en af de få ting, der kræver fuldkommen stabilitet og balance i hans øjne. Hans loyalitet gør ham også dedikeret til sit liv – når han giver sig i kast med et venskab eller en udkåren, vakler han ikke. Hans rodløse fortid har gjort Leigh ubevidst glad for holdepunkter og riter. Hvad end det er faste åbningstider, en god solid vennekreds man stoler på, eller blot det at eje et værtshus med en fremtid der ikke løber nogen steder, stræber han altid efter noget, der kan give ham stabilitet. Ønsket om stabilitet kan virke paradoksalt i betragtning af hvor meget han drømmer om at se verden. Det virker selvmodsigende at en mand, der inderst inde altid har drømt om at se alle afkroge af verden, køber et værtshus og forpligter sig permanent til et sted. Leigh har dog efter mange år indset at han næppe kan udleve drømmen om verden, men drømmen om værtshuset kan han dog stadig få. Han har i stedet valgt at lade sin udlængsel komme til udtryk igennem de mange samtaler han har med berejste kunder, som han gerne får til at fodre hans fantasi med deres eventyr.
Han har i snart halvanden dekade gennemlevet et hårdt liv som udskænker i diverse beværtninger, og selvom det ikke just kan betegnes som antropologi, har Leighs levebrød ikke desto mindre været at befinde sig blandt mennesker fra alskens samfundslag med en bred vifte af sorger og særheder, som de har skyllet ned eller fremelsket i hans nærvær. Han har ikke alene udviklet empati for folkene på den anden side af bardisken og kan finde en passende drink eller råd til den byrde man end ikke behøver forklare ham, men han bærer også præg af en jordnærhed og menneskekundskab som får ham til at virke livsklog, selvom han ingenlunde kan prale af at være en større begavelse eller synderligt belæst. Han har altid været udstyret med højt humør, og det kommer som oftest til udtryk i form af både gode og dårlige jokes, når de er mest tiltrængt. Hans overraskende smittende humor og publikumsappel er halvdelen af nøglen til hans succes som værtshusejer i et mørkt kvarter. I hans øjne har han altid været og vil forblive en arbejder og udskænker, og end ikke hans nye status som værtshusfatter kan afholde ham fra selv at tappe en øl til et par kunder eller servere for dem med et flabet smil. Fine fornemmelser har Leigh ikke meget til overs for, når det gælder ham selv – fine folk på hans gulvbrædder får samme service som alle andre, for deres penge er ligeså gode som de andres. Han ser ingenlunde Dragen som et socialt trinbræt med en mulighed for at vende et nyt blad – han ser det som en udvidelse af et godt liv, hvor han forbliver ham selv. Derudover har han lidt til overs for autoriteter, hvad angår hans Drage – der skal være pænt og ordentligt, i modsætning til de mere skumle beværtninger, men hans egen foragt for autoriteter skinner dog tydeligt igennem i hans attitude omkring udskænkning og klientellet. Det består ligeligt af folk, der har lov til at være der, og af dem der bryder reglerne i aldersregi, som han selv så ofte har gjort. Så længe det er ordentlige mennesker, vil han ikke forskelsbehandle. Han har selv svært ved at acceptere autoritet, hvis de forkerte folk besidder den. Hans far er et godt eksempel på en autoritet han aldrig formåede at acceptere. Regler er i hans øjne til for at blive brudt, og det gør ingen forskel at han burde være en fornuftig voksen. Det har selv givet ham utallige problemer gennem tiden, men omvendt har det også gjort ham utrolig bevidst om hvordan han selv skal sørge for at vise sig værdig til sit værtshus og personalet. Derudover kan man regne med Leighs gode hjerte. Er man en af de sene kunder på værtshuset, får man tit tilbudt en gratis god tallerken mad.
En af hans store skyggesider er hans ordblindhed. En af grundene til at han løb hjemmefra var den skuffende men ganske indlysende kendsgerning at han var ordblind, som i hans forældres øjne var et lighedstegn med dum. Han har stadig ingenlunde nemt ved at læse noget som helst, endsige de mange formelle dokumenter omkring Dragen voldte ham problemer, og han kan tit læse noget vrøvl ud af en tekst, blot for ikke at ydmyge sig selv ved at indrømme at han ikke har kunnet læse et simpelt skilt. Det harmonerer i hans øjne meget dårligt at være livsklog og ordblind. Med hans brede livserfaring og ganske sunde fornuft har han god grund til at lyde som en vismand, når hans kunder har brug for et godt råd. Men han synes selv det virker skrupforkert og ganske sarkastisk at en jordbunden mand, som ingenlunde er særlig akademisk, kan give gode råd. En anden af hans mindre voksne sider er hans sjofle mund. Det kan meget vel være at Leigh er 31 på papiret, men han har stadig en ligeså beskidt mund, som da han var 21. Det kommer bedst til udtryk i bemærkninger med lumre undertoner, der hyppigt bliver til seksuelle overtoner og ledsaget af sigende blikke og løftede øjenbryn, hvis der er en værdig lækkerbisken i nærheden. Man skal da have lov til at lufte sådanne lumre bemærkninger, når man nu alligevel er en mand i en profession fyldt med dryppende skår, der skummer over af saftighed! Og især nu, hvor man ejer Dragen! Det er dog ment uskyldigt nok, og han formår lige akkurat at balancere sin drengerøvsmund med passende mængder anstændighed. Hans mod fremvises som oftest også i form af dumdristighed. Selvom han ikke er bange for at gå hen og tage fat i kraven på en drukkenbolt eller sjaske en spand vand i hovedet på et par berusede kamphaner, hvis der tangerer til optøjer, slåskampe eller luskede penge under bordet på hans elskede Drage, er det typisk på en dumdristig drenget facon. Det er ikke altid noget der harmonerer lige godt med en 31-årig værtshusejers liv. I alt fra at forsøge at smide bøller to gange så store som ham selv ud til at smile flabet kan han få problemer.
Styrker:
- Menneskekundskab
- Hård i filten
- Humor
- Madlavning
- Situationsfornemmelse
Svagheder:
- Kontant
- Sjofelhed
- Solidaritet
- Udlængsel
- Dumdristighed
- Vismandsanlæg
- Ordblindhed
- Autoritetstrodsighed
- Stabilitet
- Loyalitet
- Sit hår
Interesser:
- Dragen og den daglige drift af denne
- Den vide verden med dens farer og facetter
- Nostalgi og at mindes de gode gamle dage
- Livshistorier og de fodspor der fører folk ind på værtshuset
- Madlavning
- Det modsatte køn
Drømme/ønsker: En dag vil Leigh gerne nå at udleve drømmen om verden og rejse den både tynd og senet, men over årene og med købet af Dragen har han gradvist afskrevet den drøm. I en ideel verden så han verden med en smuk ledsagerske med sin side og Dragen ventende derhjemme.
Hemmeligheder: Han er homofobisk, og han vil under ingen omstændigheder efterlades alene i serveringsstuen med en mand, der ville foretrække at få udskænket væske af Leighs lemmer og springe på ham! Han begynder at forestille sig ting og sager, og vil begynde at vise sig som ’den rigtige mand’ i lokalet for at give hans selvtillid kunstigt åndedræt. Selvom han i vid udstrækning tolerer alle og lader det være op til kunderne hvilket hul de nu kunne tænke sig at benytte i sengen, føler han sig selv truet af de såkaldte ’ensidede mænd’, og ville blive helt hysterisk i enrum med en. Da han var yngre og serverede oplevede han to mænd, der kunne give hinanden sugemærker, der blødte.. det minde retfærdiggører til fulde hans forbeholdenhed i hans øjne!
Baggrund
Barndomshjem: Han er vokset op i et middelklassehjem i London, Englands hovedstad. Lejligheden var en tand overrendt med tre yngre søskende, to forældre og et halvt menageri af husdyr, men det var et hjem på alle tænkelige måder, hvor ingen af børnene savnede hverken opmærksomhed, måltider eller skoleuniformer. Leigh trivedes dog aldrig hos hans ambitiøse og forventningsfulde forældre, især ikke efter at hans indlæringsvanskeligheder blev tilskrevet ordblindhed og vakte deres vrede, det eneste der kunne illustrere skuffelsen over deres førstefødte.
Baggrundshistorie: Da en spæd Leigh Guillam åbnede øjnene for første gang, kunne den fremtidige værtshusejer ikke vide at det eneste verden nogensinde ville skænke ham, uden at forvente at blive betalt tilbage, var selve livet. Alt andet måtte han tilegne sig med sveden på hans pande, tårerne på hans kinder og blodet fra hans forrevne fingernegle. Og han måtte indse at lykken ikke er noget livet har patent på. Men først skulle han vokse op. Desværre, er man fristet til at sige.
I sine barndomsår var han tilnærmelsesvis lykkelig. Han voksede op som den førstefødte i en søskendeflok på fire, bestående af to drenge og to piger, som var placeret med omtrent halvandet år imellem hinanden. Hans umådeligt ordinære men kærlige forældre var begge akademikere; hans mor var uddannet slægtshistoriker, og hans far var en anerkendt litterat. Sammen havde de formået at trække sig selv op i den bedre ende af middelklassen og få råd til en noget proppet lejlighed i bydelen Belgravia i London, og de ville give deres børn det eneste de udmærkede sig med: deres intellekt. Men Leigh skulle vise sig at blive en skuffelse på det punkt. Havde han ikke været den ældste af de fire børn, var tingene nok gået lettere til. Men de to forældre var særligt stolte af deres allerførste spire, deres blåøjede Leigh med det lyse sandfarvede hår, og det er ikke helt forkert at der foregik en vis særbehandling i barndomsårene. Ingen af børnene manglede dog noget på noget tidspunkt. Andet end Leighs mangel på de ting hans forældre netop ønskede, skulle det vise sig.
Da det blev tid til at starte i skole, var Leigh udviklingsmæssigt et godt stykke bag de andre børn. Det ignorerede forældrene dog til fulde, overbevist om at de blot bildte sig selv ind at deres søn var en smule langsom i sin indlæringsproces. De kunne jo ikke udtale sig; ingen af dem havde læst pædagogik eller havde erfaring med børn! Deres søn havde på det tidspunkt fået alt læst højt, undret sig over de underlige tegn som forældrene kunne afkode, og kunne kun stave sit eget navn efter øvelse uden at kunne læse det. Han var en fåmælt dreng, som ikke følte sig som alle de andre børn. Da han var syv, kom det frem ved en dumpet læseprøve og en efterfølgende test hos en udviklingsspecialist at han var ordblind. Det slag kom hans far sig aldrig over.
Fra den dag af blev livet et helvede for Leigh. Han var blevet stemplet som dum, og særligt hans far havde kun foragt til overs for ham. Når han havde to akademikere som forældre, kunne han bare tage sig sammen og lade være med at tænke på alt muligt andet, imens han læste. Der var forventninger om gode karakter som han aldrig kunne indfri, og gradvist måtte hans forældre indse at der ingen akademiker var i deres søn. Men Leigh indså det før dem og havde længe inden da pakket sine ting, købt en busbillet til Skotland og rejst op til en perifær onkel, der ejede en pub. Han vidste at hans stolte forældre ikke ville anmelde hans forsvinden. De ville ikke plette deres facade.
Selvom ingen 15-årig under normale omstændigheder havde fået lov til at servere i en larmende skotsk pub, var det Leighs eneste mulighed og hans onkels eneste mulighed for at tilbyde ham husly. Det var hvad en knægt uden boglige evner kunne tage sig til. Og efterhånden indså han at han havde en tunge og en væverhed, der gjorde ham uundværlig i et lokale med tørstige og oversociale mennesker. Det gav ham en klædelig sikkerhed at vide at han faktisk var god til noget, hvilket han helt havde mistet troen på at han var. Man glemte helt at man var ordblind i latter og bemærkninger. Der var også en tilfredshed i at tjene klingende mønt og ikke være unødvendigt fin på den, som hans middelklasse-forældre var, og snart havde han et nyt hjem i diverse krostuer.
Men en ganske almindelig dag, tre år efter, forsvandt hans onkel sporløst. Rygterne gik på at han var blevet bortført ved nattetide af en kappeklædt mand med sylespidse tænder. Men den slags nonsens var Leigh hævet over. Eventyr som dem var for boglige mennesker. Han havde formodentlig gæld og var rendt ud imod et nyt liv. Uanset hvad var Leighs hjem taget fra ham, og han blev snart antaget i et andet værtshus, nu hvor han var blevet myndig. Og sådan fulgte værtshus efter værtshus trop med den fællesnævner at han følte sig hjemme med arbejdet. Gentagne gange tog ejerne ham under vingerne og lærte ham om administration, basal matematik og hvad det dybest set indebar at eje en pub. I hans 28. år ankom han til den lille flække, der endte med at blive hans rigtige hjem, træt af at flakke rodløst rundt og med en drøm om rigtigt at tjene penge. Efter endnu et mystisk dødsfald var den respekterede beværtning Den Røde Drage blevet sat til salg – og det var Leighs held at pengene rakte og at han var blevet ældre. Han ville endelig have den stabilitet han aldrig havde haft, også selvom at han knap følte sig klar. Tre år efter, med et bredt klientel af stamkunder og en ny og forbedret selvtillid, ved han at det var hans livs bedste beslutning.
Familie: Efter at han vendte sin far ryggen, har han ikke længere kontakt til sin familie og søskende, selvom han oprigtigt fortryder det i dag. Han aner end ikke om de er levende eller døde, men han ville ønske at han kunne vise dem hvor langt han var nået imod alle odds. Nu er det nærmeste han kommer på en familie personalet på Dragen – og derfor udvælger han dem nøje.
Levested i øjeblikket: I de tilstødende lokaler på førstesalen i den rummelige bygning, der i kælder og stue huser Den Røde Drage
Andet: Han er mangeårig ryger og kan som regel findes med en smøg i hånden på trappestenen foran Dragen og i uforbeholden samtale med de andre skorstene
Skaber (navn i c-boksen): C
Fulde navn: Leigh Eustace Guillam
Kaldes: Leigh af de enkeltstående nære og Guillam af alle de andre perifære – de nøje udvalgte, der igennem tiden er sluppet af sted med at kalde ham Gwen, kan tælles på en hånd. Hans særegne mellemnavn har i hans ører altid lydt som en usædvanligt dårlig underdrivelse af ordet ’justice’, og jo færre der får indtrykket af at han er retfærdigheden selv med fine fornemmelser, jo bedre! Hans mellemnavn har ikke desto mindre en dårlig vane med at dukke op, når det mindst passer ham.
Alder og fødselsdato: 31 år gammel – født den 9. juli 1981
Race: Menneske
Køn: Mand
Profession: Stolt indehaver af beværtningen Den Røde Drage på 3. år
Udseende
Øjenfarve: Rosmarinblå med den lyse tone i kuløren som den mest dominerende, hvilket gør dem mere overfladiske og karakteristiske end dybe, uden at de virker alt for udstående.
Hudfarve: Naturligt kandisbrun efter år under bagende sol, hvor man med sved på panden har slæbt leverede ølfade og vintønder ind i ølstuer og lignende – den brune nuance er dog forholdsvis lys, især om vinteren, hvilket vidner om en opvækst på mere nordlige breddegrader.
Hår: Mørkblond, der dog tilnærmelsesvis bedst beskrives som en lys cognacbrun – han bærer sit hår kort med venstreskildning og en tendens til let pandehår, når der kommer uorden i håret. Han er i al hemmelighed (og som det eneste) ganske forfængelig omkring sit hår, og ser en tur til frisøren som en rituel og afslappende handling, som på ingen måde er homoseksuelt i hans øjne. Han ses som regel med lette skægstubbe, hvis ikke en fin anledning har dikteret en glatbarbering.
Kropsbygning: Han er middelhøj (1,78 cm) og udstyret med en såkaldt slangefacon, hvilket er den maskuline ekvivalent til en feminin timeglasfigur, men ikke nær så eftertragtet. For hankønnet implicerer en slangefacon meget brede skuldre og en (i sammenligning) absurd smal torso, midje og ben, som opvejes af brede hofter og ben, og så gerne med smalle fødder som prikken over i’et. De bagvedliggende år med slidsomt arbejde har formået at gøre forholdet mellem særligt den smalle og nærmest feminine torso og de meget brede skuldre mere symmetrisk med et par naturligt spillende muskler og lidt mere bredde. Han ser ingenlunde skrøbelig ud, men det er tydeligt at han er født med en feminin figur, som er blevet fyldt ud med muskler og bredde mod naturens vilje. Årene har dog intet gjort for fødderne, som stadig er i deres noget sørgelige størrelse 41, og som har givet de udkårne lejlighed til at gå i hans sko. Han er i god, men ikke storartet form.
Ansigtstræk: Leigh har været en del heldigere med ansigtet end med kropsbygningen. De fleste af hans ansigtstræk er subtile og ikke markante, hvilket giver ham et muntert og betryggende ansigt. Han har et middellangt ansigt, balanceret af bløde kindben, en fremtrædende kæbelinje og indsunkne kinder. Næsen er aflang og med et skævt vrid imod venstre efter et brud på næseryggen der groede dårligt sammen. Halsen er aflang og proportional med næsen. Huden er jævn og uden særlige urenheder eller ar; hagen er rund og buet. Hans ansigts mest unikke særpræg er hans usædvanligt lyse og tynde øjenbryn, som han den dag i dag helt mangler efter at have stået for tæt på en brændende vinkælder i et af byens nu nedbrændte beværtninger. Manglen på øjenbryn giver i stedet de begyndende rynker i panden frit spil, når han er i et muntert eller udspørgende lune. Når han smiler (som han jævnligt gør), får han lette smilehuller og små folder ved øjenkrogene.
Hverdagstøj: Valget af tøj er altid en kombination af praktisk foranstaltning og personlig smag. Derudover gider Leigh heller ikke være for fin på den og foretrækker at være casual i beværtningen, så man også kan smudse sig selv til med god samvittighed. Farverne i garderoben er hovedsageligt pastelnuancer (mintgrøn er hans yndlingsfarve) eller rene varme farver. Sort passer ingenlunde til humøret. Han er altid iført et par halvslidte og forvaskede brune jeans, og dertil ser man ham i enten en opsmøget hvid skjorte eller en farvet t-shirt. Af sko hopper han som regel i støvler, så hans fødder ikke virker små. Skal han udenfor hopper han i en hoftelang flyverjakke med pelskrave. Om vinteren hopper han så vidt muligt i en varm sweater, indendørs såvel som udendørs. Han har dog til manges forundring et pænt jakkesæt og en butterfly gemt inde bagerst i skabet.
Særlige kendetegn: Når man står næse til næse med Leigh, vil man uden tvivl bemærke den fuldkomne mangel på øjenbryn og den dårligt sammengroede næsetip, men ser man ham en dag med opsmøgne skjorteærmer eller i en t-shirt, vil man bemærke en tatovering på højre albue, som forestiller en brun støvle med et sammenrullet landkort og et åbent kompas lænet op af støvlesiden. Om et par måneder skal han have lavet en rød drage på den anden albue til evigt minde. Derudover er hans stærke solidaritet og hans mangel på fine fornemmelser ikke noget man så let overser.
Personlighed
Beskrivelse af personlighed: Leigh Guillam kan bedst beskrives som en jordbunden og usleben menneskekender, der værdsætter stabilitet og aktivitet i ligelige mængder, bærer en nærmest modstridende drengedrøm om at rejse verden tynd en dag i sit uakademiske indre, og nyder at eksperimentere med mad såvel som med det modsatte køn. Han er nået langt – og det er udelukkende hans egen fortjeneste. Og grundlæggende er han et af de mest oprigtige mennesker. Han går imod sine år med en drenget humoristisk sans og lidet tiltro til reglerne, men han er samtidig også er blevet formet til en vismand af halvanden dekade med modgang og hårdt arbejde, og han kan ikke lade være med at se det som dybt ironisk at en ordblind mand kan være klog – for livsklog er han bestemt, og han er overraskende moden, når det gælder nostalgi og at lære af fortiden. For ham er det kun livet, der blev givet ham i vuggegave, og derfor har han ufrivilligt vænnet sig til at alt har sin pris. På godt og ondt. Uanset om det er drikkevarer eller en tjeneste, skal han eventuelt betales tilbage på den ene eller anden måde. Det er ingenlunde gjort beregnende, men man gør dumt i at tage noget som helst som Leigh gør for en for givet, med mindre man er en af de få, der har en god grund til andet. Men har man gjort sig fortjent til Leighs loyalitet, kan man regne med den. Loyalitet er en af de få ting, der kræver fuldkommen stabilitet og balance i hans øjne. Hans loyalitet gør ham også dedikeret til sit liv – når han giver sig i kast med et venskab eller en udkåren, vakler han ikke. Hans rodløse fortid har gjort Leigh ubevidst glad for holdepunkter og riter. Hvad end det er faste åbningstider, en god solid vennekreds man stoler på, eller blot det at eje et værtshus med en fremtid der ikke løber nogen steder, stræber han altid efter noget, der kan give ham stabilitet. Ønsket om stabilitet kan virke paradoksalt i betragtning af hvor meget han drømmer om at se verden. Det virker selvmodsigende at en mand, der inderst inde altid har drømt om at se alle afkroge af verden, køber et værtshus og forpligter sig permanent til et sted. Leigh har dog efter mange år indset at han næppe kan udleve drømmen om verden, men drømmen om værtshuset kan han dog stadig få. Han har i stedet valgt at lade sin udlængsel komme til udtryk igennem de mange samtaler han har med berejste kunder, som han gerne får til at fodre hans fantasi med deres eventyr.
Han har i snart halvanden dekade gennemlevet et hårdt liv som udskænker i diverse beværtninger, og selvom det ikke just kan betegnes som antropologi, har Leighs levebrød ikke desto mindre været at befinde sig blandt mennesker fra alskens samfundslag med en bred vifte af sorger og særheder, som de har skyllet ned eller fremelsket i hans nærvær. Han har ikke alene udviklet empati for folkene på den anden side af bardisken og kan finde en passende drink eller råd til den byrde man end ikke behøver forklare ham, men han bærer også præg af en jordnærhed og menneskekundskab som får ham til at virke livsklog, selvom han ingenlunde kan prale af at være en større begavelse eller synderligt belæst. Han har altid været udstyret med højt humør, og det kommer som oftest til udtryk i form af både gode og dårlige jokes, når de er mest tiltrængt. Hans overraskende smittende humor og publikumsappel er halvdelen af nøglen til hans succes som værtshusejer i et mørkt kvarter. I hans øjne har han altid været og vil forblive en arbejder og udskænker, og end ikke hans nye status som værtshusfatter kan afholde ham fra selv at tappe en øl til et par kunder eller servere for dem med et flabet smil. Fine fornemmelser har Leigh ikke meget til overs for, når det gælder ham selv – fine folk på hans gulvbrædder får samme service som alle andre, for deres penge er ligeså gode som de andres. Han ser ingenlunde Dragen som et socialt trinbræt med en mulighed for at vende et nyt blad – han ser det som en udvidelse af et godt liv, hvor han forbliver ham selv. Derudover har han lidt til overs for autoriteter, hvad angår hans Drage – der skal være pænt og ordentligt, i modsætning til de mere skumle beværtninger, men hans egen foragt for autoriteter skinner dog tydeligt igennem i hans attitude omkring udskænkning og klientellet. Det består ligeligt af folk, der har lov til at være der, og af dem der bryder reglerne i aldersregi, som han selv så ofte har gjort. Så længe det er ordentlige mennesker, vil han ikke forskelsbehandle. Han har selv svært ved at acceptere autoritet, hvis de forkerte folk besidder den. Hans far er et godt eksempel på en autoritet han aldrig formåede at acceptere. Regler er i hans øjne til for at blive brudt, og det gør ingen forskel at han burde være en fornuftig voksen. Det har selv givet ham utallige problemer gennem tiden, men omvendt har det også gjort ham utrolig bevidst om hvordan han selv skal sørge for at vise sig værdig til sit værtshus og personalet. Derudover kan man regne med Leighs gode hjerte. Er man en af de sene kunder på værtshuset, får man tit tilbudt en gratis god tallerken mad.
En af hans store skyggesider er hans ordblindhed. En af grundene til at han løb hjemmefra var den skuffende men ganske indlysende kendsgerning at han var ordblind, som i hans forældres øjne var et lighedstegn med dum. Han har stadig ingenlunde nemt ved at læse noget som helst, endsige de mange formelle dokumenter omkring Dragen voldte ham problemer, og han kan tit læse noget vrøvl ud af en tekst, blot for ikke at ydmyge sig selv ved at indrømme at han ikke har kunnet læse et simpelt skilt. Det harmonerer i hans øjne meget dårligt at være livsklog og ordblind. Med hans brede livserfaring og ganske sunde fornuft har han god grund til at lyde som en vismand, når hans kunder har brug for et godt råd. Men han synes selv det virker skrupforkert og ganske sarkastisk at en jordbunden mand, som ingenlunde er særlig akademisk, kan give gode råd. En anden af hans mindre voksne sider er hans sjofle mund. Det kan meget vel være at Leigh er 31 på papiret, men han har stadig en ligeså beskidt mund, som da han var 21. Det kommer bedst til udtryk i bemærkninger med lumre undertoner, der hyppigt bliver til seksuelle overtoner og ledsaget af sigende blikke og løftede øjenbryn, hvis der er en værdig lækkerbisken i nærheden. Man skal da have lov til at lufte sådanne lumre bemærkninger, når man nu alligevel er en mand i en profession fyldt med dryppende skår, der skummer over af saftighed! Og især nu, hvor man ejer Dragen! Det er dog ment uskyldigt nok, og han formår lige akkurat at balancere sin drengerøvsmund med passende mængder anstændighed. Hans mod fremvises som oftest også i form af dumdristighed. Selvom han ikke er bange for at gå hen og tage fat i kraven på en drukkenbolt eller sjaske en spand vand i hovedet på et par berusede kamphaner, hvis der tangerer til optøjer, slåskampe eller luskede penge under bordet på hans elskede Drage, er det typisk på en dumdristig drenget facon. Det er ikke altid noget der harmonerer lige godt med en 31-årig værtshusejers liv. I alt fra at forsøge at smide bøller to gange så store som ham selv ud til at smile flabet kan han få problemer.
Styrker:
- Menneskekundskab
- Hård i filten
- Humor
- Madlavning
- Situationsfornemmelse
Svagheder:
- Kontant
- Sjofelhed
- Solidaritet
- Udlængsel
- Dumdristighed
- Vismandsanlæg
- Ordblindhed
- Autoritetstrodsighed
- Stabilitet
- Loyalitet
- Sit hår
Interesser:
- Dragen og den daglige drift af denne
- Den vide verden med dens farer og facetter
- Nostalgi og at mindes de gode gamle dage
- Livshistorier og de fodspor der fører folk ind på værtshuset
- Madlavning
- Det modsatte køn
Drømme/ønsker: En dag vil Leigh gerne nå at udleve drømmen om verden og rejse den både tynd og senet, men over årene og med købet af Dragen har han gradvist afskrevet den drøm. I en ideel verden så han verden med en smuk ledsagerske med sin side og Dragen ventende derhjemme.
Hemmeligheder: Han er homofobisk, og han vil under ingen omstændigheder efterlades alene i serveringsstuen med en mand, der ville foretrække at få udskænket væske af Leighs lemmer og springe på ham! Han begynder at forestille sig ting og sager, og vil begynde at vise sig som ’den rigtige mand’ i lokalet for at give hans selvtillid kunstigt åndedræt. Selvom han i vid udstrækning tolerer alle og lader det være op til kunderne hvilket hul de nu kunne tænke sig at benytte i sengen, føler han sig selv truet af de såkaldte ’ensidede mænd’, og ville blive helt hysterisk i enrum med en. Da han var yngre og serverede oplevede han to mænd, der kunne give hinanden sugemærker, der blødte.. det minde retfærdiggører til fulde hans forbeholdenhed i hans øjne!
Baggrund
Barndomshjem: Han er vokset op i et middelklassehjem i London, Englands hovedstad. Lejligheden var en tand overrendt med tre yngre søskende, to forældre og et halvt menageri af husdyr, men det var et hjem på alle tænkelige måder, hvor ingen af børnene savnede hverken opmærksomhed, måltider eller skoleuniformer. Leigh trivedes dog aldrig hos hans ambitiøse og forventningsfulde forældre, især ikke efter at hans indlæringsvanskeligheder blev tilskrevet ordblindhed og vakte deres vrede, det eneste der kunne illustrere skuffelsen over deres førstefødte.
Baggrundshistorie: Da en spæd Leigh Guillam åbnede øjnene for første gang, kunne den fremtidige værtshusejer ikke vide at det eneste verden nogensinde ville skænke ham, uden at forvente at blive betalt tilbage, var selve livet. Alt andet måtte han tilegne sig med sveden på hans pande, tårerne på hans kinder og blodet fra hans forrevne fingernegle. Og han måtte indse at lykken ikke er noget livet har patent på. Men først skulle han vokse op. Desværre, er man fristet til at sige.
I sine barndomsår var han tilnærmelsesvis lykkelig. Han voksede op som den førstefødte i en søskendeflok på fire, bestående af to drenge og to piger, som var placeret med omtrent halvandet år imellem hinanden. Hans umådeligt ordinære men kærlige forældre var begge akademikere; hans mor var uddannet slægtshistoriker, og hans far var en anerkendt litterat. Sammen havde de formået at trække sig selv op i den bedre ende af middelklassen og få råd til en noget proppet lejlighed i bydelen Belgravia i London, og de ville give deres børn det eneste de udmærkede sig med: deres intellekt. Men Leigh skulle vise sig at blive en skuffelse på det punkt. Havde han ikke været den ældste af de fire børn, var tingene nok gået lettere til. Men de to forældre var særligt stolte af deres allerførste spire, deres blåøjede Leigh med det lyse sandfarvede hår, og det er ikke helt forkert at der foregik en vis særbehandling i barndomsårene. Ingen af børnene manglede dog noget på noget tidspunkt. Andet end Leighs mangel på de ting hans forældre netop ønskede, skulle det vise sig.
Da det blev tid til at starte i skole, var Leigh udviklingsmæssigt et godt stykke bag de andre børn. Det ignorerede forældrene dog til fulde, overbevist om at de blot bildte sig selv ind at deres søn var en smule langsom i sin indlæringsproces. De kunne jo ikke udtale sig; ingen af dem havde læst pædagogik eller havde erfaring med børn! Deres søn havde på det tidspunkt fået alt læst højt, undret sig over de underlige tegn som forældrene kunne afkode, og kunne kun stave sit eget navn efter øvelse uden at kunne læse det. Han var en fåmælt dreng, som ikke følte sig som alle de andre børn. Da han var syv, kom det frem ved en dumpet læseprøve og en efterfølgende test hos en udviklingsspecialist at han var ordblind. Det slag kom hans far sig aldrig over.
Fra den dag af blev livet et helvede for Leigh. Han var blevet stemplet som dum, og særligt hans far havde kun foragt til overs for ham. Når han havde to akademikere som forældre, kunne han bare tage sig sammen og lade være med at tænke på alt muligt andet, imens han læste. Der var forventninger om gode karakter som han aldrig kunne indfri, og gradvist måtte hans forældre indse at der ingen akademiker var i deres søn. Men Leigh indså det før dem og havde længe inden da pakket sine ting, købt en busbillet til Skotland og rejst op til en perifær onkel, der ejede en pub. Han vidste at hans stolte forældre ikke ville anmelde hans forsvinden. De ville ikke plette deres facade.
Selvom ingen 15-årig under normale omstændigheder havde fået lov til at servere i en larmende skotsk pub, var det Leighs eneste mulighed og hans onkels eneste mulighed for at tilbyde ham husly. Det var hvad en knægt uden boglige evner kunne tage sig til. Og efterhånden indså han at han havde en tunge og en væverhed, der gjorde ham uundværlig i et lokale med tørstige og oversociale mennesker. Det gav ham en klædelig sikkerhed at vide at han faktisk var god til noget, hvilket han helt havde mistet troen på at han var. Man glemte helt at man var ordblind i latter og bemærkninger. Der var også en tilfredshed i at tjene klingende mønt og ikke være unødvendigt fin på den, som hans middelklasse-forældre var, og snart havde han et nyt hjem i diverse krostuer.
Men en ganske almindelig dag, tre år efter, forsvandt hans onkel sporløst. Rygterne gik på at han var blevet bortført ved nattetide af en kappeklædt mand med sylespidse tænder. Men den slags nonsens var Leigh hævet over. Eventyr som dem var for boglige mennesker. Han havde formodentlig gæld og var rendt ud imod et nyt liv. Uanset hvad var Leighs hjem taget fra ham, og han blev snart antaget i et andet værtshus, nu hvor han var blevet myndig. Og sådan fulgte værtshus efter værtshus trop med den fællesnævner at han følte sig hjemme med arbejdet. Gentagne gange tog ejerne ham under vingerne og lærte ham om administration, basal matematik og hvad det dybest set indebar at eje en pub. I hans 28. år ankom han til den lille flække, der endte med at blive hans rigtige hjem, træt af at flakke rodløst rundt og med en drøm om rigtigt at tjene penge. Efter endnu et mystisk dødsfald var den respekterede beværtning Den Røde Drage blevet sat til salg – og det var Leighs held at pengene rakte og at han var blevet ældre. Han ville endelig have den stabilitet han aldrig havde haft, også selvom at han knap følte sig klar. Tre år efter, med et bredt klientel af stamkunder og en ny og forbedret selvtillid, ved han at det var hans livs bedste beslutning.
Familie: Efter at han vendte sin far ryggen, har han ikke længere kontakt til sin familie og søskende, selvom han oprigtigt fortryder det i dag. Han aner end ikke om de er levende eller døde, men han ville ønske at han kunne vise dem hvor langt han var nået imod alle odds. Nu er det nærmeste han kommer på en familie personalet på Dragen – og derfor udvælger han dem nøje.
Levested i øjeblikket: I de tilstødende lokaler på førstesalen i den rummelige bygning, der i kælder og stue huser Den Røde Drage
Andet: Han er mangeårig ryger og kan som regel findes med en smøg i hånden på trappestenen foran Dragen og i uforbeholden samtale med de andre skorstene
Skaber (navn i c-boksen): C
